Klummer

Pasta fra Gragnano

Bragt på DR P1 Hør dette klip på www.dr.dk


Der er en mindre by ved Napoli bugten, lige under Vulkanen Vesuv, ved navn Gragnano. Denne by er nærmest et symbol på Italiens mest stabile erhverv, nemlig pastaproduktion. Gragnano står for ca 5 procent af den samlede italienske produktion. Ikke dårligt for en by som har knapt 30.000 indbyggere og 15 pastafabrikker.

I 1800-tallet var der 140 større eller mindre pastamagere i byen. Det var tider, siger folk i byen. De første pasta fabrikker går her tilbage til 1500-tallet, siger de lokale historikere og frem viser med en vis stolthed de gamle arkiver.

Denne by har sikkert bidraget til, at pastaproduktionen og alt det kan kædes til pastaen, fra durumhvede til sovs, svarer til ca 1,7 procent af det Italienske BNP. Pasta er ikke blot sund ernæring og folklore men en vigtig økonomisk dynamo.

Følgelig har man i Gragnano en årlig pastafest med tusindvis besøgende, der kan smage traditioner, nyheder i en positiv festlig stemning, selv i krisetider.

Alfredo og Helle Tesio, var på stedet.

Der sker ikke noget i Gragnano uden at der er musik til. Lige gyldig om det er en pastafest, eller et politisk valgmøde.

Denne gang er der heldigvis tale om den årlige pastafest.

Alle producenterne har udstillet deres varer på byens hovedgade, Via Roma. boder og mindre forretninger under de store portaler i bygningerne fra 1600-tallet.

Hver producent viser mindst tyve pastatyper, ud af de 300 man producerer i Gragnano.

Så ved vi at pastaen findes i utallige varianter. I følge tidsskriftet Pasta e Pastai, pasta og pastamagere findes der stadig over 10.000 pasta typer spredt over hele Italien. Men hvor meget pasta spiser italienerne? Luca Borghi, chefredaktører for dette tidsskrift svarer.

Ja hver italiener spiser mindst 32 kilo pasta om året, som kan let bliver 42 kilo hvis man inkluderer den friske pasta med. Dvs håndlavet pastaen som man fremstiller hjemme eller kan køber hos kvarterets lokale pastamager . En hurtig kalkule giver ca 80 g pasta om dagen for hver italiener, spædbørn inkluderet.

Og i Gragnano, byen med rekord i pastaproduktion kunne man spørge sig selv hvor meget pasta borgerne spiser . Produktionen i Gragnano toppede de. 240.000 tons sidste år.

Den første der bliver spurgt er ingen mindre chefen for by politiet.

Pastaen er så sund, siger politichef Francesco Casarsa, den slår alle diæterne. Det lyder meget højtideligt. Men i virkeligheden spiser han ikke mere end 200 g om dagen. Langt under gennemsnittet i byen. Fordi hvis man taler med pastaproducenten Antonio Cesarano får man andre tal..

Antonio er ellers en indgroet maccheronaro, makaronidreng, som alle i sin familie igennem flere generationer. De var arbejdere under en anden herre.

I dag ejer Antonio sin egen lille fabrik. Det er han stolt af, nemlig at være en mester i arte bianca, den hvide kunst, som er navnet på denne branche hvor man let bliver pudret i mel både i durumhvede og blød hvede.

Antonio er faktisk et symbol på byen Gragnano. En self made man, med en lille fabrik der laver ca 30 pasta typer, 10 ansatte, og en søn der ikke vil vide af andre arbejder end at fortsætter traditionen..

En lignende historie har Antonino Moccia, i dag verdens berømt i pastaverden for en ny oprørsk type pasta, kaldt caccavella( en gryde)

Gragnano ligger, ca 20 km fra Napoli. Hvis man ser bort fra de grimme nye bygninger og kun kigger på bjergskråningerne der løber lige ned i havet og pastafabrikker er Gragnano en unik drømmeby, præget af den neapolitanske dagligdags filosofi, nemlig at tage afstand fra livets elendighed, fordi livet er jo et stort teater i godt selskab med dejlig mad og evig musik.

Pantelleria


Der er en italiensk ø på 83 kvadrat kilometer sydvest for Sicilien der hedder Pantelleria. Øen ligger 85 km fra Sicilien men kun 70 km fra Tunesien. Øen er af vulkansk oprindelse, eller er rettere sagt en udslukt vulkan. Øen oser af spændende historie pga. af sin strategiske beliggenhed. I de puniske krig mod Rom udspilledes et vigtig kapitel her, ligesom anden verdens krig da øen var den sidste bastion mod de allierede. I mellemtiden har araberne, vandaler, spaniere og italienere besøgt øen med mere eller mindre fredelige intentioner.

I dag er Pantelleria ikke blot en turist attraktion og ofte mål for bådeflytninge men først og fremmest en frodig ø med et enestående landbrug, og øen kaldes også stadig vindens datter.

Araberne døbte denne ø Pantelleria, eller noget der ligner det nuværende navn nemlig pan telleri, der betyder vindens datter. Vinden er det dominerende element på denne vulkanø. Hvis man ikke har været der, kan det være svært at forstå hvorfor. Men det kan man alligevel hvis man ser billeder af hvordan man dyrker vin på øen. For at overleve vindens styrke bliver vinstokkene beskåret som dværg planter i forhold til andre vinproduktioner. Man kunne næsten kalde den bonzai vin. Men den betegnelse afskyer de indfødte. De dyrker en enestående vin, den legendariske zibibbo, dvs en af de første muskatvine i historien.

Kampen mellem vinen og vinden, ja det er ikke nemt at sige det på dansk, men det er eller ikke nemt for vinbønderne at tæmme øens hersker, vinden. Marta fra vinforetagende Donnafugata forklarer, at hver eneste centimer jord her på øen er en sejr, næsten en røveri fra vulkanen, og den udvundne jord skal omhyggeligt indhegnes med bambus barrierer eller højt græs for at beskyttede mod vinden.
Eksperten i denne kamp og meget andet er den på øens verdens berømte Giacomino

Arbejdet på vinmarkerne er ikke blot hårdt men kan kun udføres på bestemte tidspunkter på dagen, navnlig om sommeren. Der er mange daglejere der kommer med de bedste intentioner men må opgive, selv om de er muskuløse flotte unge fra Sicilien eller fra kontinentet, som man kalder Italien.

Man kunne fortolke Giacominos vise ord som den evindelige kamp mellem mennesket og naturen. Nogle gange er det mennesket der vinder. Og sejren afspejles i en unik vin, der netop får navn passito di Pantelleria, en hedvin lavet på lufttørrede vindruer.

Øen kan give vin men ikke vand. Vulkanens lavajord opsuger ikke regnvandet, det løber af øen og ned i havet. Så har menneskerne igennem århundrederne opfundet et system for at beholde vandet. Det gør man med dammusi, den typiske firkantede konstruktion på øen.

Tagene til dammusi bliver hvidkalkede. Her samles regnvandet der omhyggeligt og dygtigt bliver ført ind i underjordiske cisterner.
Sådan har beboerne forsynet sig med vand i mindst to tusinde år, indtil for 40 år siden da man startede med at sende tankskibe med vand for at forsyne øen og dens turisthoteller med vand og det dyrebare mineralvand, men de gamle fra øen ryster på hovedet og har en anden holdning ..

Ja de gamle foretrækker at drikke deres vand fra cisternerne som er langt bedre og sundere end mineralvandet man importerer, siger Giacomino. De lever i hvert fald i det bedste velgående. Levealderen er blandt de højeste i Syditalien.

Vand, havvand, vind, vin, det er stadig svært at sige og svært at regne ud nøjagtigt hvor meget en god passito vin herfra burde koste med det kolossale arbejde der ligger bag.

En flaske passitovin fra Pantelleria kan koste op til 38 euro. Jose Rallo en af de mest kendte producenter fra øen forklarer hvorfor. Jord, arbejde, en masse manuelt arbejde, vindruer der skal lufttørres, den omhyggelige vinifikations proces og meget andet. Prisen er korrekt, hvis man vil smage på kampen mod naturen og vulkanen.

Denne kamp når sit højdepunkt når man taler om kapers.

Ja de små vilde blomster knopper af rød - grønne buske. Disse kapers fra Pantelleria er så eftertragtede at enhver gourmet med respekt for sig selv burde smage dem før eller senere.

Jeg tog turen op af bjerget i følgeskab med den alsidige Giacomo der også ved alt om kapers, capperi på italiensk.

Her så jeg buske der var en ny sejr mod naturen. Det tog en gammel bonde ved navn Bonomo 50 år at konstruere en række terrasser,der tilsammen ligner et amfiteater, ved at grave lavaen og stable tufsten fra bjerget.


Amfiteatret beskytter kapersbuskene mod vinden. Her dyrkes kapersbuske som kan leve over 150 år. Her kan temperaturen om sommeren nå op mod de 50 grader.

Alligevel finder man her, udover vin og kapers, også skøn frugt og pragtfuld fåreost.

Man skulle så tro , at al denne dramatisk levevis kunne medføre bitterhed og resignation. Men tværtimod her synges der med stor glæde når kampen mod vulkanen er vundet.
Jose Rallo er ikke blot en renommeret siciliansk vinproducent men også en dygtig jazz sangerinde. Hun kan bryde ud i sang midt i en giardino pantesco, et andet vidunder på øen, nemlig en rund lille gård omringet af en tre meterhøj mur opført for at beskytte et enkelt appelsintræ. Sådan er det på Pantelleria

Vatikanets penge

Bragt på DR P1 Hør dette klip på www.dr.dk


Den tysk fødte Paven Benedict 16 ikke er blandt de mest populære af de nyere tiders paver. Måske er det bare en gisning.. Sammenligningen med den tidligere pave Johanne Paul 2. er i øvrigt uretfærdig for den nuværende pave. Men påstanden om den nuværende paves dalende popularitet understøttes af to vigtige facts. Den første er det radikale fald i antallet af troende der møder op til de pavelige audienser. Den anden er faldet i den sum penge, også kaldet almisse, som katolikkerne hvert år sender til den hellige stol. Almissen hedder Skt Peters obolo, Man kalder det også termometer på pavens popularitet.

Under hver katolsk gudstjeneste indsamles der penge til kirken. Primært samler man penge til den lokale menigheds løbende udgifter. Men hvert år år, er der en verdens pengeindsamling for Vatikanet, den såkaldte Obolo di San Pietro, Skt Peters almisse der kulminerer d. 29 juni. Altså på den hellige Peters navnedag.. Hver national kirke indsamler hvad de kan for at støtte Paven og romerkirkens mange udgifter. Det gælder fx både de fattige kirker i Afrika og de rige i Nordamerika.

Almissen har i følge historikerne sin oprindelse i den ottende århundrede da den angelsaksiske befolkning konverterede til kristendommen og ville understrege deres tiltro til den ny tro med en verdslig kontant gave til biskoppen i Rom, altså paven.

På Vatikanets hjemmeside kan man læse i dag at, denne almisse bliver brugt af Paven til at finansiere den filantropiske aktivitet rundt omkring i verden. Vatikanets kritikere er ikke helt sikre på at det sker. I følge den kanoniske ret kan Paven selv bestemme over disse penge..

Skt Peters obolo, eller almisse, er dalet støt siden 2005. Nok har faldet af dollaren haft sin indflydelse, for ikke at tale om verdens økonomiske krise, men altså Skt Peters almisse kasser er ikke hvad de har været. De officielle tal fra 2008 er endnu ikke offentliggjort , men i 2007 har man kun indsamlet 79 mio dollars.

På Vatikanets hjemmeside, vatican punktum. va, husk vatican med c, kan man læse om Vatikanets officielle stats balance, på syv sprog.

Man skal i hvert fald ikke forveksle den katolske tro med Vatikanets statsbalance eller med pavens penge. Men det er ikke altid nemt. En god troende har svært ved at følge med når man ser de mange luksusbiler der kører med på Vatikanets nummerplader eller at forstå den rolle som Vatikanets bank IOR spiller. Det er et ømt punkt, der kan få en god tro til at vakle.

Det har jeg snakket om med den spanske journalist og forfatter Rossend Domenech, som bl.a har skrevet en kontroversiel bog Vatikanets finanser.

Domenech er ikke i tvivl, med denne pave er Skt. Peters almisse til pave faldet, men der kan være mange forklaringer. Med den tidligere pave Johannes Paul, var der et boom af almisser. Måske ikke så meget i det endeligt indsamlede beløb, men pengene, kom fra alle kanter på kloden, i utallige små beløb.

Vatikanet melder om en statsgæld på ca. 9 mio euro. Det er for andet år i træk.

Dette kan synes i strid med rygterne om Vatikanets fabelagtige valutareserver. Men der er, siger man fra Vatikanet, knap nok penge til det kolossale kirkeapparat, som servicerer de over. 1 mia. katolikker verden over med 180 nunziature, eller gejstlige ambassader rundt omkring i verden. I Vatikanet arbejder der desuden dagligt ca 2000 romere, der alle skal lønnes.

De eneste officielle indtægter til at dække disse kolossale udgifter er salget af billetter til museerne, præg af mønter og salg af frimærker og souvenirs ved Peterskirken.

Peterskirkens klokkelyd kan også købes på CDer og bidrager til at opveje underskuddet. Vatikanet vil nok aldrig gå bankerot selv under de mest akutte kriser.

Man kan sige, at Vatikanet ikke blot er verdens mindste stat, men er måske verdens ældste. En ejendommelig stat med en ejendommelig forfatning, idet paven som statschef har både den udøvende og den lovgivende magt. I praksis er det statssekretæren med et fem års embede, der regerer staten og skal kæmpe mod underskuddet.
Men. I denne stat beboet af få hundreder mennesker er der en bank, der gennemfører transaktioner og investeringer for kolossale beløb. Banken hedder IOR, Istituto Opere di Religione.

Banken IOR blev stiftet lige før anden verdens krig for, at Vatikanet kunne finansiere de lokale kirker der havde problemer med den forestående krig. Den første kirke der fik penge via IOR var netop den tyske, truet af den nazistiske regime. Siden da er Banken IOR blev til en normal international bank, med den forskel at ingen uden for Vatikanet kender til denne banks budget. Man formoder at bankens kapital beløber sig til en sum, der svarer til over 40 mia danske kroner.

Man ved at Bankens institutionelle opgave er at støtte og forkynde de religiøse initiativer i verden men banken forvalter også Vatikanets investeringer i verden. Man ved at denne Bank under en kolossale finansskandale der involverede Vatikanet i 1980erne udstedte en check på 240 mio dollars uden det mindste problem. Man ved at Banken IORs pengeoverførsler er accepteret i hele verden. Man ved at der er 44.000 bankkontoer. Man ved at banken ikke overvåges af internationale monetære myndigheder. Mere ved man ikke.

Forfatteren Rossend Domenech fortæller blandt andet at banken gennemfører mange reserverede transaktioner i hele verden. Domenech siger også at efter bankskandalen har Vatikanet flyttet mange af sine investeringer til fjernøsten, hvor der ikke er nysgerrige journalister der undergraver i transaktionerne.

Igennem århundrederne er Vatikanet blevet en kompleks sandhed. Center for den katolske tro, den hellige stol, men også en politisk stat, med medfølgende aktiviteter. En guvernør, med politikorps og efterretningstjeneste, og en bank, som ikke er en normal central bank med næsten en hemmelig bank.

De fleste troende er imidlertid ikke i tvivl. Vatikanets bank og dens transaktioner, er et uundgåelig verdslig middel for at få den katolske tro til at overleve.

Så Skt Peters almisse er blot en bagatel på den større økonomiske scene. Paven vil aldrig gå bankerot uanset hvor populær eller ej han kan være.

Den sande tro ser imidlertid bort fra pengene. Forhåbentligt.

Castelbuono

Bragt på DR P1 Hør dette klip på www.dr.dk

Hele verdens presse har efterhånden opdaget Castelbuono på Sicilien, æslernes by. Journalister og eksperter strømmer til fra hele verden for at se byen der bruger æsler til at samle skrald, til at give mælk, til at kurere de handicappede og meget mere.
Det sker meget i denne utrolige middelalderlige by, en økologiske oase på kontrast-øen Sicilien.

For mange år siden var æslet et almindeligt hvis ikke det mest almindelige transportmiddel på det bjergrige Sicilien. Familierne der ejede æsler ejede dermed en stor værdi. Æslerne havde dog ry for ikke at være særlige kloge dyr. Flere ordsprog fortæller hvor stædige og trodsige æslet kan være.
Det var en fornærmelse at blive kaldt asino i Italien, eller sciccareddu på Sicilien.

Der er en vældige litteratur om emnet om en række folkesange om sciccareddu, det stædige sicilianske æsel, Alle de traditionelle påstande om æslernes stædighed og trodsighed bliver imidlertid dementeret i Castelbuono, hvor æslerne er vendt tilbage. Hun- æsler bliver fint behandlet her. De er godmodige og adlyder. De slider ikke så meget som de gjorde engang. Bare en lille morgentur lastet med to trækasser over ryggen til at opsamle poser med forskelligt - artet skrald i den gamle by.

Ja de larmer lidt, æsler men er meget effektivt. Byen sparer over det halve ved at bruge æsler og naturligvis deres æsel passerne, til at samle affald i de smalle gyder i den gamle borg - by.. En speciel firehjultrækker ville koste dobbelt så meget i opkøb og vedligeholdelse og ville forurene luften i den ellers maleriske Castelbuono.
Er det så det hele? Æsler i stedet for biler? I andre middelalderlige byer i Italien, som fx Olevano Romano bruger man muldyr til samme formål.
Næ det nye er, at i Castelbuono har æsel fået en central rolle i byens samfund.

Psykologerne i Byrådet er meget stolt af dres æsler. Udover at bidrage til det økologiske arbejde med at holde byen renere hjælper æslerne nogle af byens beboere. Dem kunne man kalde handicappede, men det drejer sig om mænd der har haft helbreds eller sociale problemer. Det er netop dem der passer æsler. Disse sociale ramte har fået deres beskæftigelse og er ikke længere en byrde for byen,tjener en rimelig løn og har fået en acceptabel social rolle.
Så er der også den såkaldte pet terapi. Det er terapi der takket være kontakten med dyret hjælper psykisk syge mennesker. Især de retarderede har godt af selskabet og af kontakten med æslet og får det bedre.

Ja så må man desuden ikke glemme en ny form for trekking, en god tur på de besværlige stier er kun muligt med et godt trofast æsel. Unge mennesker kan klare dem uden, men ældre og gangbesvær mennesker kan nu nyde den samme tur, både i naturen og de smalle snoende gader i den middelalderlige by.
Er det så det hele? Endnu ikke. De 10 hun æsler i byen Castelbuono giver malkes for mælk, altså æselmælk.
Cleopatra og de romerske patricier elskede denne mælk og tog bad i den, I dag har man opdaget at æselmælk er det bedste for allergikere, og den mælk der mest minder om modermælken altså menneskernes mælk.
Æselmælk har naturlige antibiotika ozima, og kan styrke børn med immunitet mod mange bakterier.


Så mange egenskaber og dyd havde vi aldrig hørt om. Det hele lyder som let og indlysende, som om brugen af æsler var et økologisk columbus æg for byen og for Sicilien.

Italien efter valget 2008 - Berlusconi igen ministerpræsident

Bragt på DR P1 Hør dette klip på www.dr.dk

Italien op til valget 2008

Bragt på DR P1 Hør dette klip på www.dr.dk

Vincenzo Conticellos kamp mod Mafiaen

Bragt på DR P1 Hør dette klip på www.dr.dk


Ham har vi lært at kende. Det er historien om Vincenzo Conticello der fortsætter. Han sagde nej til at betale beskyttelsespenge, den såkaldte pizzo, som den lokale mafia i Palermo afkræver af de rentable forretninger.
Conticello ejer Italiens ældste restaurant, Focacceria San Francesco. Modvilligt er han blevet verdensberømt i de sidste to måneder. Den udenlandske presseforening Italien har hædret ham for hans mod og hans erhverv med deres højeste pris. Han er blevet en model for dem der sætte sig op mod mafiaen. TV journalister og aviser fra hele verden kappes om at interviewe ham. Stolt og tilfreds er han , men han er stadigvæk beskyttet af politiet, døgnet rundt. Han kalder sine politiagenter skytsengle. Fordi Vincenzo er en god katolik.

Katolikken Vincenzo er beskyttet af to par skytsengle, i bogstaveligste forstand, bedre kendt som statslige bodyguards, der følger ham hele tiden. Han har givet sine personlige Englene forskellige kælenavne i takt med bibels englene, han kalder dem Ærkeenglen Michael og Gabriel, eller Serafin. Hellige kælenavne. De beskytter Vincenzo mod en truende mafiahævn.
Men Vincenzo føler sig måske bedre beskyttet af rigtige skytshelgen den hellige Frans og endnu mere af jomfru Maria.
Det hænger nok sammen med at han dagligt inspireres af den smukke kirke S. Francesco, der ligger lige foran hans legendariske restaurant, som hedder S. Francesco, på den maleriske plads, som naturligvis hedder Piazza S. Francesco.
I kirken opbevares blandt mange andre skatte en sølv figur af Jomfru Maria i barokstil, der hver 8ende december bliver pyntet med blomster og båret rundt i kvarteret ved en traditionel procession. Det er årets vigtigste dag for Kirken, For Vincenzo Conticello var det i år den første Maria procession, siden har er blevet en helt, eller som mange siger, et martyr..

Vincenzos familie har altid haft et stærkt tillidsforhold, til den hellige Frans Kirken og til Jomfru Maria sølvstatuen der troner i Kirken.
Franciskaner Munkene der styrer klostret får mange fødevarer fra restauranten.
Familien har i 173 år hjulpet kirken og er til gengæld blevet åndeligt beskyttet af kirken. Forbindelsen er hellig, måske lidt overtroisk og ligefrem hedensk netop på Marias dag, under den historiske procession.
I år var velsignelsen af statuen og processionen overbefolket. Mange nye ansigter. Måske mange nysgerrige. I hvert fald mange politibetjente.
I de sidste to måneder har flere forretningsfolk på Sicilien sluttet sig op omkring Conticello og fulgt hans eksempel, med at sige nej til pengeafpresningen.
I så høj grad at Arbejdsgiveres forening – Confindustria - truer med at udvise de medlemmer der ikke underskriver en manifest mod mafiaen og mod pizzoen, dvs beskyttelsespenge til mafiaen. En underskrift betyder måske ikke så meget men det er et iøjnefaldende resultat i kampen mod den organiserede kriminalitet.
Men hvor mange skytsengle vil Sicilien kunne bruge og hvor mange modige vincenzoer vil Jomfru Marie kunne passe på?

Det var måske det, der var forklaringen på at Maries procession i år var så voldsomt besøgt. Pladsen var propfyldt med de troende, både dem der har brug for en himmelsk hjælp, den der har noget der skal tilgives . Den store tilslutning til procession kan forstås som en åbenlys støtte til den kamp Vincenzo Conticello har startet. Ingen nævner ordet mafia. Alle råber Marias navn.
Festen bliver endnu mere kaotisk når den lokale harmoni orkester sætter ind, klapsalverne følger og fyrværkeriet starter. De fleste jubler, nogle græder af bare bevægelse. Sådan er sicilianere.
I disse dramatiske stunde tænker Vincenzo tilbage på sin bedstemor, nonna Linda.
Hun var ikke blot en stor kok men også en form for socialt gennembrud. En kvinde i spidsen af den historiske restaurant på den mandsdominerede ø. Det var i 1920. Hun døde i 1992. Vincenzo Conticello har lært alt om tradition, om madopskrifter, kulten for Madoannaen og familie hemmeligheder af sin bedstemor.
Hun var en af de få overlevede af 18 søskende:16 Søstre og to brødre. Første verdens krig reducerede familiens medlemmer. De to brødre omkom i 1917 under første verdens krig. Linda overtog forretningen omringet af søstre, niecer og nevøer og blev til en legende i Palermo i over 50 år.
Det var Nonna Lindas ånd og livsstil der gav Vincenzo mod til at sige nej til mafiaen.
Sådan ville hans bedstemor også have gjort.
Hun lærte ham at leve som et frit menneske, ikke som en undersåt.
Vincenzo Conticelo er nu ikke alene om sin kamp mod mafiaen.
Han har, staten med sig, sine skytsenglene, han folket der slutter op om ham, og han har Nonna linda og Jomfru Marias beskyttelse.

Food4U


Sund og god mad er et basalt element i den italienske livsstil. Italien gør hvad de kan for at forkynde dette budskab. I dette tilfælde med en video konkurrence der henvendte sig til elever fra gymnasier fra16 forskellige europæiske lande. Danmark var også med. Food for You hedder konkurrencen. Eleverne skulle producerer en video, der understreger den sunde kost og de gavnlige effekter for vores helbred.. Fjerritslev og Ordrup gymnasier var med. De blev meget klogere af det

Et godt budskab fra et land hvor sund mad er et ukrænkeligt motto. Italien bliver ofte let ironisk defineret som pasta-land. Ikke helt ved siden af, når man regner med at hver italiener spiser 32 kilo pasta om året. Hjemmelavet pasta er ikke engang regnet med her. Det er samme land hvor man lever længst i verden, sammen med Japan og få andre lande.
Det er også landet hvor forbruger foreningen har iværksat et symbolsk pastastrejke. Det skete for ganske kort tid siden da durumhvede priserne steg med over 20 pct. Helt ubegrundet sagde forbrugerforeningen og for en dag undlod mange italienere at købe pasta. Men pastareserverne i de italienske hjem var tilstrækkelige til at overleve den dag.

Ja, spaghetti, et stykke kylling, salat og en kop kaffe, lød teksten i en sang fra 60erne, uden at have tænkt på at det kunne blive et budskab for middelhavskosten. Det er sundt og det synes gymnasium elev Niels også, der forklarede med egne ord formålet med konkurrencen.

Men også biologi lærerne John og Jakob har noget at skulle have sagt.
Fjerritslev var med for anden gang i træk. For Ordrups Gymnasiet var det første gang men ikke desto mindre spændende. De danske gymnasieklasser vandt ikke i år, men de havde en kæmpe oplevelse. Det ender nok alligevel ikke med at nu er burgers og remoulade er lagt til side. Absolut ikke, der var nogle stykker der savnede en hakkebøf med brun sovs, og det gav lidt hjemve og begyndt at synge ” der er lille land”.

De evige restauranter i den evige by

Rom er en by på knapt 3000 år men den fornyer sig hele tiden. Behøver Rom det? Forum Romanum er fx under konstant udgravning for at finde endnu ufundne spor af Roms storhed. Behøver Rom det for at forblive den evige stad?
Spørgsmålet vedrører ikke blot monumenter som Forum Romanum eller Colosseum men også de klassiske spisesteder og de gamle forretninger som karakteriserer Roms køkken og shopping. De er ligesom Forum Romanum og Colosseum også stykker af historie og er standpunkter for romafans, på samme måde som de klassiske monumenter.

Kommer man til Rom for første gang bliver man let fascineret af de mange gademusikanter, der optræder i den indre by og alle steder i metroen sågar i vognene . Pittoresk men ikke helt ægte. Der er ofte de samme omrejsende musikanter, man finder i Paris og andre store byer. I Rom er de for det mest rumænere, som ikke har særligt meget tilfælles med Roms historie.
Der er mere af den slags. Smukke men ikke autentiske attraktioner.
Vandrer turisten igennem Rom finder han flotte moderne forretninger, fra alle mulige multinationale kæder, man finder Zara, såvel som blockbusters side om side med norditalienske Benetton. Interessante mens ens over hele kloden.

Rom har imidlertid noget at byde på som er autentisk og unikt. Jeg mener hermed ikke de kendte seværdigheder, som Trevi Fontænen eller Colosseum. Men almindelige hverdagsting, som butikker, historiske forretninger og spisesteder som bidrager at gøre byen endnu mere evig.
Roms kommune hædrer konstant butikker og spisesteder, der har drevet deres erhverv igennem flere generationer i mindst 100 år. Disse aktiviteter bliver faktisk fredet som levende attraktioner. Fx mode butikker som Schostal på Corsoen der har ligget der siden 1870, eller hattemager Troncarelli i den indre by, drevet af den samme familie siden 1850 og sådan er der ca. 50 stykker af den slags i Rom. De hedder i negozi storici, de historiske butikker.
Den mest kendt er nok Caffe Greco i Via dei Condotti, den elegante gade der fører til Piazza di Spagna, eller den spanske trappe, som alle kalder den.

Caffe Greco har ligget der siden 1760: den er i og for sig et levende museum. Cafeen var stamsted for Goethe, HC Andersen, og mange af de kunstnere der har været igennem Rom i det seneste par hundrede år. Cafeen styres ikke af den samme familie der anlagde den i 1760. Den er blevet lukket og åbnet flere gange. I dag er det et andelsselskab der driver den ved økonomisk hjælp fra kommunen, der vil bevare den som minde for den romerske guldalder.
Det er både godt og ondt. Godt fordi Caffe Greco vil aldrig blive erstattet med et pizzeria som det er sket i lignende situationer i andre europæiske hovedstader, men det er mindre godt fordi det går ud over kvaliteten: der er ingen kommerciel udfordring. Kaffen er ok, men prisen er over gennemsnittet og inkluderer faktisk nærmest en entre til et museum.

Ja Caffe Greco er et standpunkt i Rom, men man kommer ikke der for at smage kaffe eller den samme type kaffe man husker fra 10 år siden, da man var i Rom for først gang. På Caffe Greco oplever man en unik stemning.
Men der er andre standpunkter i Rom hvor man oplever ikke blot stemning men også smag og behag som man gjorde for 100 år siden.

Alfredo alla Scrofa, er en restaurant der blev åbnet i 1907 og som netop fejrer 100 års jubilæum. Jeg har talt med Mario Mozzetti. Hans bedstefar var overtjener her i 1914 da den legendariske Alfredo opfandt sine fettuccine med parmigiano ost og smør. Siden da er fettuccine alla Alfredo blevet et stykke af Roms historie og er rejst verden over. Mario er lykkelig over at bedstefaren købte butikken i 1943. Men for 5 år siden...

Ja for fem år siden blev den unge Mario fascineret af det nye kreative køkken og ville være med på noderne og lave om på menuen, købte en dyr kreativ køkkenchef og i løbet af få måneder var han ved at køre forretningen i sænk. Folk klagede, både romere og turister. De kom her netop for at smage det klassiske køkken, de traditionelle lammekød retter, de friturestegte delikatesser, bøffelmozzarella, ikke på grund af det kreative køkken, som kan findes overalt.
Mario forstod at det køkken han havde arvet fra bedstefaren var et stykke af romersk historie. Svenskeren og amerikaneren der kommer til Alfredo alla Scrofa har hørt fra sin far eller sin ven at her spiser man et klassisk køkken og det kan man altid regne med. Nogle har spist her i 1920 andre i 1970 eller i går. Som det kan læses i gæstebogen. Det er en stor ære og en stor byrde for familien Mozzetti.
Der er andre restauranter i Rom der byder på det traditionelle romerske køkken som fx Checchino i Testaccio kvarteret, der har de samme retter siden 1870, som er mindst lige så historisk og spændende . Men her hos Alfredo er det fettuccinen der hersker, altså pastaen.

Paven fyldte 80år

Den tysk fødte Pave Benedict 16 er netop fyldt 80 år. Han har regeret i to år. Har sendt kirkebrev ud og har netop udgivet en bog om Jesus som historisk figur. Den tidligere kardinal Ratzinger har haft travle dage som Pave, men i hvilken retning arbejder han? Er han progressiv eller konservativ? Det evindelige spørgsmål. Efter første blik er konklusionen nok , konservativ, næsten Reaktionær. Den italienske kirke er dog i endnu højere grad reaktionær end paven, kirken blander sig i de italienske anliggender, hvor ellers? De blander sig hverken i livets gang i Tyskland, eller i Spanien og heller ikke i det katolske Sydamerika lige så meget som de blander sig i Italienernes dagligdag..


Vatikan radioens åbningstale er altid på latin. Det er ikke nogen nyhed, men på det sidste taler speakerne latin med meget overbevisning. De afrunder ordene og taler langsomt og tydeligt.

Paven Benedict 16 har bl.a. sagt at gudstjeneste der bliver holdt på latin er mere end velkommen. Et tegn på at kirken i øjeblikket modsætter sig alt det, som denne pave kalder modernisme.
Paven og navnlig den italienske kirke hævder, at der i det moderne samfund er mange risici og fælder; derfor opfordrer Paven alle katolikker til at komme den kristne moral til undsætning.
I et meget omtalt dokument(kirkebrev?) om den hellige nadver som "kilde og højdepunkt" i kirkens livskriver den konservative pave Benedikt XVI, at de katolske troende, og især katolske politikere, skal støtte de love, der er i overensstemmelse med Kirkens traditionelle værdier.
Konsekvent skal de samme katolikker modarbejde de love der i følge Paven går imod den kristne moral.
Det betyder modstand mod abort, mod anerkendelse af partnerskaber uden for sakramenterne og modstand mod homoseksuelle partnerskaber.
For eksempel fastholder pavens i sit dokument kravet til kirkens præster om cølibat. Ikke noget nyt i den retning, selv om flere og flere præster bliver opdaget i seksuelle situationer der efter kirkens synspunkt er forbudte.

Paven er som figur er stadig meget populær når han viser sig på Peterspladsen. Men det gælder for det meste de ikke-italienske pilgrimme. Man kan sige at denne pave næppe er så populær som den tidligere, i Italien. Pave Ratzinger var, inden han blev valgt til paven i april 2005, især kendt som den konservative chef for kongregationen for troens doktrin, som på en måde er den moderne efterfølger for Inkvisitionen.
Også i Spanien er der en vis skuffelse over Pave Ratzingers første to år på den hellige stol. Det mener den spanske vatikanist Rossend Domenech.

Den spanske ekspert Domenech har indtryk af, at denne pave siger nej, nej og atter nej til ethvert nyt forslag, han giver udelukkende forbud og siger nej. På denne måde kunne den kristne religion som i forvejen er i krise, gå i stå og tabe medlemmer. Domenech har netop skrevet en essay hvori han benævner paven som en trist pave. Han mener at den tyske pave er stærkt præget af en særlig form for tysk pessimisme som for et århundrede siden fordømte enhver form for modernisering.
Italienerne er utilfredse, i hvert fald dem der havde håbet på fornyelse. Spanierne er på en måde under anklage på grund af den socialistiske regering. Hvad med polakkerne? De anses som de mest ihærdige katolikker i Europa. Jacek Palasinski er en velkendt TV kommentator, som har skrevet flere bøger om den afdøde polske pave.
Polakkerne var positivt indstillet og imponerede over den nuværende paves besøg i Polen. Han talte og smilede til alle. Men polakkerne savnede måske en fordømmelse af hvad tyskerne havde gjort under anden verdenskrig i Polen. Den kom ikke.

Paven nøjedes med at fordømme de få tyskere der havde fjernet sig fra Gud.
Mange mener at Paven stadigt er teologen kardinal Ratzinger, og ikke har opnået den pavelige status, der hæver sig over alt.
Paven Benedict 16 udgav på sin 80-års fødselsdag den meget ventede bog om Jesus.
I bogen forsøger paven at skabe sammenhæng mellem den bibelske og den historiske person Jesus. Det ligner mest af alt et svar på forfatteren Dan Browns bog, Da Vinci Mysteriet. Paven mener angiveligt, at den slags bøger ødelægger Jesus figuren og troen på Gud.
Benedict 16 sagde selv at hans bog om Jesus må kritiseres, på trods af dogmet om Pavens ufejlbarlighed. Det er ikke et pavelig dokument, men et værk skrevet af teologen og historikeren Josef Ratzinger.
Meget demokratisk, men det er ikke det katolikkerne forventer af en pave.

Katolikkerne ønsker ikke at igangsætte en debat med Dan Brown eller nogen direkte hilsen til Da Vinci Mysteriet.
Det skal Paven lade de andre om. På trods af at bogen er på få dage blevet solgt i 200.000 eksemplarer. Indtil videre er den udkommet på polsk, tysk og italiensk, og den er ved at blive oversat til 16 andre sprog.
Altså italienerne er lidt forvirrede. De er ikke vant til denne type pave. Hellig mand, teolog eller forfatter?
Men de fleste stiller sig ikke dette spørgsmål. De , der kommer på Peterspladsen råber af glæde og jubler som teen agers til en popkoncert.

Forbruget af olivenolie stiger

Forbruget af olivenolie stiger i hele verden. Langsomt og støt vinder dette fedtstof terræn selv i de lande der traditionelt bruger andre animalske fedtstoffer. I Nord Europa betragtes olivenolie som et gourmet produkt.
I Italien som et hverdags fedtstof. Det er en kendsgerning, at middelhavets kosteeksperter anser olivenolien som det sundeste fedtstof. Det gode ved olivenolie og specielt den koldpressede olie, er i forhold til animalske fedtstoffer en bedre fordeling af mono- og flerumættede fedtsyrer. Desuden indeholder olivenolien naturlige anti-oxidanter, der forsinker ældningen. Italienerne er stolte af deres olivenolie. Men hvor italiensk er den olivenolie, der bliver eksporteret fra Italien?

Uden omsvøb bliver svaret ca. 25 pct. Resten er importeret fra middelhavs lande og det er ikke en hemmelighed. Derfor kæmper UNASCO, en forening af italienske olivenolie producenter for at fremme den olivenolie som er 100 pct italiensk. Italien har en bedre kvalitets varemærke og det skal frem. Det blev understreget under da Unasco startede deres kampagne.

Italien har andre former for rekorder i branchen. Italien er den største aftager og den største forbruger af olivenolie i verden og samtidig og den største eksportør uden for EU. Men når en flaske olivenolie, altså den såkaldte jomfruolivenolie, når en forretning eller et supermarked i Europa er det ikke sikkert, at den er produceret udelukeknde med italienske oliven, men måske græske, spanske , marokkanske eller oliven fra Tunesien. Der er naturligvis stadig tale om udmærket kommercielle produkter, men der mangler den ekstra prik over i-et, som italienerne forventer af deres egen olie, dvs 100 pct italiensk.

Unasco er en sammenslutning hvis formål er at samle de producenter der bruger udelukkende italienske oliven, under en meget streng kvalitets kontrol til en tilgængelig pris for forbrugeren. Formand for Unasco er Elia Fiorillo.

Kampen for at fremme de ægte olivenolier er ikke blot italiensk, siger Fiorillo, men det vil gavne konkurrentlande som Spanien og Grækenland og det er slet ikke et økumenisk budskab. Nu da verden har opdaget at olivenolie er sådan en sund form for fedtstof er markedet større for alle. Ny producenter uden for EU, så som Chile, og Australien er begyndt at fremme deres olivenolie. Men det er alligevel ikke nok.

I dag udgør olivenolien kun 3 pct af hele verdens nærings fedtstoffer, langt efter de animalske og soja.
I dag er det vigtigt at forbrugerne får at vide hvor olivenolie kommer fra og hvordan den er blevet fremstillet.
EU direktiver hjælper ikke meget. Så det gør vi selv det, siger formand Fiorillo, vi kan garantere at vores jomfruolivenolie er lavet med italiensk oliven med de sundeste produktions metoder og til en familievenlig pris, understreger Fiorillo.

Den italienske Olivenolies produktion sikrer altid den højeste kvalitet og sundheds værdier. Der ligger forcen for de italienske producenter. De overvåger produktionen fra starten, desuden høsten og presningen.
Romantikken om den gode koldpresning bør også revideres. Jomfru-olien er presset kold, helt naturligt senest 24 timer efter høsten, og dermed bevarer olien alle sine naturlige egenskaber. Men de moderne anlæg sørger selv for at temperaturen bliver konstant kold med afkølingssystemer. Ikke desto mindre kan man roligt tale om koldpresning og ekstra jomfru olivenolie, med den forskel af de nuværende oliepresser er langt mere hygiejniske af de gamle romantiske presser, der ikke altid blev renset for bakterierne.
Men udover de store kommercielle olivenolie produktioner kan man i Italen kan stadig finde de små lokale produktioner, dem med den såkaldte kontrollerede betegnelse: DOP(beskyttet oprindelse garanti) og IGT( typisk geografisk indikation).

Italien er landet med de tusinde forskellige olie typer, i stil med de mange typer vin, og lige som med vinen er forskellen mellem olietyperne ved at jævnes. Man sagde en gang at olivenolie fra Sicilien var for stærk. Nu viser sig at den sicilianske olivenolie er blandt de fineste. Den britiske kok Jamie Oliver køber smart nok sin olivenolie på Sicilien, hvor ellers.

Ligesom det skete med vin skal man nu lære at smage olie. Der er kurser i oliesmagning lige som med vinsmagere. Marco Oreggia er en de kendteste eksperter i området.
Det bedste råd at starte med ekstra jomfruolivenolie med kontrollerede betegnelse, når man har smagt den kan man smage de andre og mærke forskellen. I Europa er der ca 90 af den slags og i Italien 39. DOP olivenolie er lidt dyrere. Men tænk at det en super kvalitets olivenolie koster stadig langt mindre end en super kvalitets vin. En flaske vin drikkes imidlertid på få timer, mens en god olivenolie flaske varer meget længere. Få dråber og salaten er himmelsk.

Euroen i Italien

Bragt på DR P1 Hør dette klip på www.dr.dk

Euroen blev indført den 1. januar 2002. Tolv lande gik med i den ny møntunionen. Der var mange positive kommentarer. Nogle var skeptiske. Navnlig i Italien. Der er gået fem år.
De er stadig mange positive kommentarer men tallet af utilfredse stiger. Italienerne er i følge en nylig undersøgelse de mest utilfredse i Euro landene. Priserne er steget langt mere end inflationsraten. Der stadig nogle der savner det gode gamle lire med de mange nuller. Seks italienere ud af ti er utilfredse med euroen.

Der var engang en menig italiener der drømte om mille lire, tusinde lire, en smuk kone og en fredelig bolig i periferien. Det var lykken.
Det er over 60 år siden. Dengang var tusinde lire nok. I dag vil tusinde lire svarer til en halv euro, lige nok til at købe en kop kaffe i kantinen.
Det er er givet, at inflationen og flere devalueringer har arbejdet for at svække lirens betydning. I dag ville tusind euro ikke være nok til at opfylde en drøm som den der beskrives i sangens tekst 1940erne. Og mange italienere mener at det er den ny mønt euroen, der er skyld i det.

Det er præcis når man går på et udendørs marked, at man hører protesterne og selv kan konstatere at euroen i Italien har medbragt, mildt sagt, uforventede stigninger. Så meget at italienernes købekraft er blevet betydeligt svækket i de senere fem år.
Den italienske forbrugerforening, Codacons har netop offentliggjort en liste over de kolossale prisstigninger. Enkelte eksempler som den menige forbruger kan forstå med det samme, som fx n pizza, på en folkelig pizzeria..
For fem år siden kostede den traditionelle margherita pizza 3 euro, i dag mellem 5 og syv euro. Gennemsnitlig er pizzaen steget med over 60 pct, mod en inflations rate der i disse fem år officielt er steget med 14 pct.
Opvaskepulver koster 65 pct. Mere end i 2001. At gå til barberen koster 60 pct. mere for en mand, og at gå til frisøren koster op til 90 pct. for kvinde. Øl i supermarkederne er steget med 32 pct.
Og man kunne blive med praktiske eksempler. En lejlighed i Rom er steget med op til 50 pct. På fem år.
Hvis skyld er det? Man kunne svare regeringen, som ikke har villet holde styr på de ubegrundede stigninger, da alle ville runde priserne op.
Men hvilken regering? Den nuværende centrum venstre koalitionen ledet af Prodi, eller den tidligere Berlusconi regering som har regeret i de sidste fem år?
Svaret kunne være for let, men paradoksalt nok er Giulio Tremonti, økonomiminister i Berlusconi regering den største kritiker af euroen.

Den tidligere økonomi minister mener at Europa, altså EU ikke længer er populær på grund af eureon, og at den italienske økonomi ikke længere kan køre med en valuta som er overvaluteret. Det er måske økonomisk korrekt, men sådan noget har Tremonti aldrig udtrykt ,mens han sad og styrede de italienske finanser. Men nu sidder han i oppositionen og kan tillade sig at sige alt.
Men er det virkelig et tab af popularitet i EU vi taler om i forbindelsen med euroen? Lad os spørge en kvalificeret hollænder om det.
Marten Van alderen er korrespondent for Hollands største dagblad, De Telegraph. Han mener at euroen ikke blev modtaget med sympati i Holland, men mest af politiske grunde. Hollænderne har følt sig forbigået af Frankfurt og Bruxelles. Også derfor stemte de nej ved folkeafstemningen om den europæiske forfatning. Der er mange utilfredse i Holland. Men Holland er et rigt land.
Og det er Finland osse. Her er situationen lidt nemmere, siger Lisa Limatainen, korrespondent for den finske Radio i Italien.
I Finland har man ikke set den uforskammede stigning man har set i Italien. I følge Lisa Limatainen er priserne i
Italien steget med dobbelt tempo end i Finland, hvor euroen er stort set blevet sat under kontrol af regeringen.
Og hvad med dem der ikke kommer fra EU lande. Kommer der lige så mange japanerne til Italien som før, når valutaen er steget så meget i forhold den japanske Yen?
Nej, siger Tetsuro Akanegakubo, japansk journalist i Italien. En praktisk devaluering af Yenen på 40 pct. i forhold til euroen har medført et fald på næsten 30 pct. japanske turister til Italien, og delvis til det øvrige Europa. Men mest i Italien.
Mange utilfredse i Italien. Måske kom Italien for tidligt ind i euro systemet. Men der var intet valg. Kriteriet for eurodeltagelse var at statsgælden ikke skulle overstige 60 pct. Italien har i dag en statsgæld der svarer til 105 pct. af Bruttonatonalproduktet. En anelse mindre end for fem år siden.
I hel 2006 havde Italien fortsat problemer med statsgælden. (Lyd Musikken under fra den blide start)
Ugemagasinet The Economist spekulerede i september 2006, om Italien på et tidspunkt ville blive tvunget til at forlade euroen og lade en devaluering løse en del af deres problemer på samme måde som man gjorde i 1992.
Men Italien slap billigt. Man venter på den ny regerings indsat, men foreløbig er der ikke færre utilfredse. Mange brokker sig og man drømmer stadig en fast løn, en sikker bolig og en smuk kone.

Vinhøst

Det endte med at fleste vinbønder vil være meget tilfredse. En god vinhøst. Landbrugsinstituttet Ismea taler om mindst 54 mio. hektoliter , mens mere forsigtige eksperter, mener at 50 mio. hektoliter vil være en tilfredsstillende mængde.
I Syditalien råbes der allerede hurra for vinhøsten takket været det oplagte vejr det har været hele året rundt med en udsædvanlig, men ellers meget velkommen nedbørskurve i foråret. Siden da har sol, varme og pletvise byger gjort 2006 til en god årgang.
Norditalien med Piemonte i spidsen klager heller ikke. De har sjældent oplevet så varme juni og juli måneder. Det har fx medført at nebiolo druerne voksede for hurtigt og ligefrem for tæt. Et positivt problem, som man løste ved hjælp af flittig brug af druesakse, til udtydning. Regionerne ved Adriaterhavet har derimod haft et koldt forår.

Eksperterne stiller sig de rituelle spørgsmål som ved hver eneste vinhøst. Hvor meget? Hvor god? Svaret er tilsyneladende: meget og god.
Det er en efterhånden en kendsgerning, at det er så godt som umuligt at registrere en homogen vinhøst i Italien eftersom Italien strækker sig over ti breddegrader. Hvis man ser bort fra nogle enestående årgange, som fx 1997 og 1999, har man navnlig i år haft en uhomogen årgang idet vejret har været mildt sagt usædvanligt i den lange støvle.
Italien har 20 regioner og alle har deres egen produktion, som i følge lokale patrioter er den bedste i verden. Man må ikke glemme at man i alt har 460 kontrollerede eller beskyttet vin -betegnelser Italien.
Det gælder så at vælge de sikre områder hvor vinhøsten lover det bedste.
I Toscana er der en generel optimisme. Hoveddrue sangiovese har opført sig flot i alle sine mangfoldige versioner, fra chianti til Brunelloen.
Nemlig i dette område ser den fornemme producent Donatella Cinelli Colombini optimistisk på forestående vinhøst.
Donatella står for en mindre, men i høj grad værdsat kvantitet Brunello, som er uhyre populær i USA. Efter en våd august vil denne varme september lige komplettere modningen. Og det gælder det meste af det indre Toscana, hvor Brunelloen og Vino Nobile hersker i selskabet af Chianti.

Det gode vejr har stadig meget at skulle have sagt i den italienske vinverden, selv i vore tider hvor, og den gode ønolog kan supplere meget med sin viden om konstruktion af den perfekte vin.
Den flittige vinbonde foretrækker dog ikke at overlade alt til den moderne ønolog, men selv at vælge sine druer med omhu og vinificere dem adskilt så han selv kan blande dem som færdige vine. På denne måde kan den stærke vinmark styrke den svage, inde for samme område. Den mere luftige og duftende drue kan præge en drue der gror på en lavere skråning.
Men det er ikke alle der har lyst eller har råd til det. Markedet har sin strenge regler.
Alligevel er det let at forklare hvorfor en vin fra samme område med samme betegnelse kan være bedre og dyrere end naboens.
Prisen spiller efterhånden en meget stor rolle og er primus motor på det nutidige marked. Den er stabil i Italien med en tendens til en mindre stigning efter tre års stagnation. De der køber druer udefra til deres vinkælder vil betale op til 15 % mere end sidste år. Det kunne medføre en minimal prisstigning for de bedre vine. Vinene der kæmper med prisen som det vigtigste vil dog ved lige holde samme pris for at klare konkurrencen fra dollar-landene.
Prisen synes ikke at være et problem på Sicilien, hvor den trendy Nero d’Avola fortsætter sin triumfmarch, hos de fleste producenter. Denne gavmilde drue har nu spredt sig over hele øen, som regel med uventede gode resultater.
Priserne på Sicilien er stadig meget konkurrencedygtige, navnlig for de vine som de lokale myndigheder betegner som qualitá di massa, dvs en god kvalitet med tilgængelig pris. Det er har medført en ny strøm af besøgende i det man kalder Vinturisme. I hele Italien kan man regne med 4,5 mio besøgende der lægger deres rute i takt med vingård og spændende og tiltrækkende vinproducenter.
Vinhøsten på Sicilien finder som regel sted sted, et par uger før på fastlandet. De fleste hvide druer er høster, men til gengæld er der også tale om blå/røde druer der egner sig til lang tids lagring. Det fortæller Giacomo Rallo Donnafugata Vine, der spiller en ledende rolle for hele den sicilianske produktion. Han kan ligefrem undgå kun at beskæftige sig udelukkende med den populære nero d’Avola og også koncentrerer sig om mindre kendte niche-vine som dessertvinen Moscato di Pantelleria.
Disse vine siger Rallo, vil i år have en endnu mere elegant næse, takket være den gode modning.
De blå/røde druer, nero, frappato perricone har iår både den nødvendige totalsyre, tannin og alkohol styrke for at kunne holde længere end de plejer.

Den meste eksporterede italienske vin er den mousserende spumante, i sine mangfoldige versioner, fx den tørre prosecco eller den søde Asti. Herunder ingen frygt. Der er tale om en fortræffelig årgang.
Årgang 2006 vil sikkert styrke Italiens rolle som verdens største vineksportør med næsten 17 mio hektoliter.
Vin sektoren i Italien giver en omsætning på over syv mia. Euro,alt afgørende for den italienske økonomi og handelsbalance.

SCENEN FOR MAD OG VIN PÅ DET TIDLØSE SICILIEN

Det sicilianske køkken er en mosaik af impulser og resurser fra mange kulturer igennem århundrederne. Impulserne kom med de nye ideer, der landede på øen i følge med den ene og den anden erobrer. Resurserne er de mange sunde råvarer der var på øen i forvejen, og dem der i tidens løb er havnet på den.

De nye råvarer (tomater, auberginer osv.) levede side om side med de få simple råvarer, som kun den sicilianske fantasi var i stand til at udnytte, såsom at bruge figenkaktus, hestebønner og johannesbrød.

At omdanne de simple varer til god og ligefrem elegant mad er en enestående siciliansk evne. Ofte går sicilianeren videre, hvor andre ville stoppe, med fantastiske resultater – der samtidig viderefører den sicilianske tradition. I andre lande, eller i kulturelt selvstændige regioner som fx Toscana, har madkulturen fulgt en konsekvent historisk rute. Her på Sicilien er bidragene til køkkenet tidløse glimt af historien uden en naturlig rækkefølge.

Resultatet er sådan et enestående og farverigt stykke teater. Teaterstykkerne hedder bl.a. cannoli arancina og involtini di pescespada (sværdfiskeroulader).
Skuespillerne er de gode, gedigne råvarer som ricotta, auberginer og durumhvede, bare for at nævne de hyppigste. Det sicilianske køkken bruger så godt som udelukkende råvarer fra øen, fx olivenolie, tomater, auberginer, appelsiner, peberfrugter, mandler, lammekød, ost og fisk.

Sicilianerne plejer imidlertid at sige, at de ud over råvarerne har den vigtigste ingrediens, nemlig solen. Hvis man tør se på den sicilianske sol med det blotte øje, kan man genkende den røde sicilianske appelsin, som på Sicilien er meget mere end en citrusfrugt. Appelsinerne fra Sicilien er ikke blot de bedste i verden, mener sicilianerne, men er samtidig en udfordrende råvare i madlavningen.

Den anden vigtige råvare er havet. Fisk har i årtusinder været de fattiges kød, navnlig tunfisk, som sicilianerne er eksperter i at fange. Selv de bittesmå fisk bliver på Sicilien til lækre retter, når de bliver tilberedt med de andre enkle råvarer fra øen såsom olivenolie og de duftende krydderurter. Fra havet kommer også det legendariske sicilianske salt. Salt er ikke blot salt, ved enhver kok, og middelhavssaltet kommer selvsagt herfra. Sicilien er en historisk saltproducent i Middelhavet, lige siden dengang saltet var så kostbart at det også blev brugt som møntfod.

Man kunne blive ved at nævne de sicilianske bakkedrag, dækket med vinmarker, der når så langt op som de kan overleve på vulkanen Etna, der giver de unikke sicilianske vine, mens dalene farves med guld i juni og juli takket være de store strækninger af durum-hvedemarker. Allerede romerne kaldte øen for deres kornkammer. Det giver en myriade af brødtyper Et måltid på Sicilien genspejler den gavmilde natur og glæder alle sanser. Der er tre traditionelle retter, som er blevet et kendetegn for den sicilianske gastronomi, og som de fleste turister sikkert har smagt, nemlig arancina, cannolo og cassata.

Arancina er en risbolle, der tilberedes overalt på øen i forskellige former og størrelser. Cassata er en speciel ricottakage, dækket med mandel og pistasieglasur og gerne overdådigt pyntet. Cannolo er den karakteristiske rulle fyldt med frisk sukkerrørt fårericottaost.

De smager alle tre skønt, bevares, men de er faktisk kun en brøkdel af hvad det sicilianske køkken kan byde på. Der er en hel gastronomisk verden bag disse tre symboler, navnlig hvis man bevæger sig ud i det mindre kendte Sicilien.

Hvis man rejser i Nebrodi-naturreservatet, vil man opdage skinke fra sorte grise, oste og små konditorier der stadig laver kager og is som man ikke ser andre steder.

Omkring den store vulkan Etna vrimler det med spisesteder og konditorier, der frister den besøgende med ikke alene skønne mandel- og pistaciekager og overraskende kombinationer af honning og oste, men også med små tærter med skinke og ost eller grøntsager. Omkring vulkanen er jorden meget frugtbar. En konditor på Sicilien kan ikke nøjes med at lære kunsten at lave kager, men må også træde ind på kokkens område og lave grøntsagstærter og stege arancini.

I det skønne og kaotiske Palermo kan man ved Ballaró, fødevaremarkedet, opdage spændende smage, bl.a. sfincione, tegn på en gammel og ny madkultur.

Sicilianerne mener, at hele madkulturen i Middelhavet udspringer fra deres ø. Sicilien har gennem historien på grund af sin centrale beliggenhed været det naturlige forbindelsesled mellem den hellenistiske, den arabiske og den romerske kultur. I nyere tid har øen huset franskmænd og siden italienere.

Alle de vigtigste samfundsmodeller i middelhavsregionen – man kan også kalde dem dominanser – har gjort lange og mindeværdige ophold på Sicilien, indtil den i 1861 blev indlemmet i den nye italienske stat.

De allerfleste dominanser har sat sig spor på det ernæringsmæssige plan, og i de fleste tilfælde har de også vist sig at være sunde, hvis man ser på den forventede levetid, som for den sicilianske befolkning er blandt de højeste i verden.

I den sicilianske dialekt er der ikke plads til fremtidsformen i verberne. Futuro, fremtid, er ikke defineret. Det er en af de første ting man lærer når man nærmer sig den sicilianske kultur. Man lever altid i nutiden. Det gør det sicilianske køkken også, selv om dets traditioner og dets traditionelle fødevarer går helt tilbage til langt før vor tid. Nuet skal nydes, fordi man ikke ved hvad den næste dag vil bringe: en ny dominans, en naturkatastrofe eller måske en lykkelig begivenhed. Den gode mad er glæden ved øjeblikket og nutiden.

Kolosal fodboldskandale i Italien
Bragt på DR P1 Hør dette klip på www.dr.dk

En kolossal skandale har ramt italiensk fodbold så voldsomt, at det påvirker hele samfundet. Såvel de mest hidsige fodboldfans som mere menige borgere ved ikke, hvad de skal tro, når det gælder fodbold. Den endelige dom er endnu ikke afsagt, men alle iagttagere er enige om, at det drejer sig om den største fodboldskandale i Italiens historie. Det ser ud til, at en lille gruppe magtfulde mænd har kontrolleret alt, lige fra dommerne til resultaterne og hvem der skulle vinde mesterskaberne. Det ser ud til at de 40 millioner italienere , der elsker fodbold er blevet snydt i årevis.

Italiens største og vigtigste klub Juventus har netop vundet sit mesterskab nr 29 men tilhængerne burde måske ikke juble og fejre det, som de plejer med deres officiel slagsang. Deres sejr er faktisk meget foreløbig. Den kan fratages dem hvert øjeblik fra nu af, og klubben risikerer endda at skulle rykke ned i anden division i serie B.

Hvis det sker ville det nok være den mest skelsættende udgang på denne omfattende fodboldskandale. Ikke fordi Italien ikke tidligere har set skandaler, bevares. Skandaler er der nok af i Italien. Det bedste man kan sige om det er, at før eller senere kommer det hele frem i lyset. Denne gang er skandalen måske lidt svært at gennemskue udenfor Italien. Den er svær at forstå rækkevidden af, hvis man ikke kender meget til mafia-kulturen. Bagmænd i denne skandale lignede en mafia organisation bedre kendt i Italien som en mafia kuppel. Kuplen disponerer og beordrer i forhold til de andre - medlemmerne. Medløberne og sympatisørerne retter sig efter det, der bliver sagt.

I følge undersøgelses dommerne var der i denne fodboldaffære en klike på seks personer med utallige forgreninger og forbindelser. De var i stand til at udvælge Fodbolddommerne og linjevogtere, som de ønskede til kampene. Samme klike kunne overtale eller afpresse klubpræsidenter og ofte spillerne til at rette sig efter deres planer. Kuplen blev ledet af Juventus general direktør, Luciano Moggi. - Chefen for fodbolddommerne var med. Desuden var viceformand for Fodboldforbundet involveret. En højtstående journalist far RAI, var også med. Alle havde en rolle.

Tilsammen kunne de sørge for, at resultaterne var til fordel for de klubber, de ønskede at favorisere. Klubben der skulle vinde mesterskabet var ikke en hemmelighed for dem. Mange italienere havde mistanke om, at der var lusk i foretagendet. Men ingen kunne bevise det.
Undersøgelsesdommerne vil prøve at bevise at hele sæsonen 2004-2005 var fikset på denne måde. Altså den forrige turnering, som også blev vundet af klubben Juventus.
Der har været en efterforskning mod klubbens general direktør Luciano Moggi for ikke bare at have arrangeret fodboldresultaterne men også for muligvis at have tjent penge på illegalt spil. Desuden er Moggi mistænkt for sammen med sin egen søn for at have truet konkurrenter på agentmarkedet med repressalier. Moggis søn Alessandro er medejer af det verdenskendte fodbold agentfirma GEA Management, der har mere end 200 spillere og trænere i stalden i Italien.

Præsidenten for det italienske fodboldforbund, Franco Carraro, der er tidligere transportminister og tidligere borgmester i Rom trak sig fra sin post, og forsøgte at begrunde sin afsked med kedelige argumenter men det blev han ikke mere populær af. Endnu et bevis på at den der skal kontrollere, at reglerne bliver overholdt i Italien ofte sover eller er på ferie eller i hvert fald ikke passer sit arbejde.

Formanden for fodbolddommerne trak sig ligeledes fra sin post dog uden kommentarer. Hvis general direktør Luciano Moggi og hans makkeres ansvar bliver bevist ja så bliver Juventus sendt i skærsilden, i serie B.

Den formodede superskurk Luciano Moggi føler sig forfulgt. Han siger, han er blevet et offer for andre. Det er en metode, at skildre sig selv som martyr. Den har været brug før af blandt andre den nu forhenværende ministerpræsident Silvio Berlusconi.
Den største fodboldskandale nogensinde. Og hvad så? Kunne de der ikke er interesserede i fodbold så sige. Det er fuldstændigt ligegyldigt - det er jo bare fodbold. Der er vigtigere problemer der skal løses i Italien.
Men så nemt slipper man ikke. Det her er en kæmpe sag der involverer hele det italienske samfunds etik.
For det første fordi fodbold bliver fulgt af 7 italienere ud af ti, men også fordi skandalens følger kunne skabe en domino-effekt på nationaløkonomien. Juventus's aktier har tabt halvdelen af deres værdi. Det betyder at systemet med fodboldklubber som aktieselskaber er alt for let at svindle med. Hele Fondsbørsen har lidt skade af denne sag. Desuden kan man sige at de mange millioner italienere der hver uge køber deres tipskupon og tipper på alle mulige væddemål med forbindelse til serie A med rette kan føle sig snydt, hvis resultaterne var på forhånd afgjort eller i hvert fald påvirket.
Andre der ikke tipper men bare synes at fodbold er sjov og underholdende er nok dem der føler sig mest snydt. Det er gået ud over deres yndlings- spil. Endelig kan man også sige at mange liga-klubberne risikerer at miste deres multimillionær kontrakter med det kodede TV Sky. Alene Juventus får 80 mio euro om året i fodbold for rettighederne fra Sky Channel Hvis professionel fodbold taber sin troværdighed går der tusindvis af arbejdspladser tabt.

Musik og fest har fyldt de italienske stadioner hele året rundt i årevis, men kliken har manipuleret med reultaterne og med tilhængernes tillid. Derfor er der i Italien en anti Juventus holdning på de fleste stadioner.

Man forlanger at Juventus frivilligt abdicerer fra i det mindste det sidste mesterskab - allerhelst fra de to sidste mesterskaber. Det samme kræver mange af den anden store klub Milan, der er ejet af Silvio Berlusconi, selv om den foreløbigt kun er marginalt ramt af skandalen.

Man skal nu rense luften i Italien, Og der er noget der tyder på, at det sker..

Gianni Rivera er tidligere fodboldstjerne, måske den største i Italiens historie. Han har også gjort sig gældende som en god og respekteret politiker, har været vice forsvars minister, euro parlamentariker og meget andet. Rivera har en klar mening.

Fodboldverdenen har været et spejl af samfundet i kriseårene i Italien hvor moralen ikke var meget værdsat. Den stærkeste mand, den mest aggressive, den der kunne skræddersy reglerne var ikke blot sejrherren men blev tilbedt af mange som en rollemodel for andre.

Men det ser ud som vinden er ved at vende. Der er flere ting der tyder på det.
Silvio Berslusconis gamle kompagnon Cesare Previti er endelig blevet idømt 6 års fængsel ved den højeste retsinstans bl.a. for et kolossalt skattesvig. Den kendte finansmand Stefano Ricucci med mistænkelige forbindelser til kriminelle organisationer er blevet arresteret. Og endelig rullede så fodboldskandalen. Alt er sket midt i den overgangsperiode, hvor den politiske magt har holdt flyttedag. Den ny regering har ikke engang fået tillidsvotum i parlamentet.

Enten er alle blevet gode og lovlydige i Italien. Eller de er blevet meget forudseende og har tilpasset sig de nye politisk vinde i Italien.

Valg
Bragt på DR P1 Hør dette klip på www.dr.dk

Nu er det alvor. Parlamentsvalget vil finde sted den 9. april. De seneste meningsmålinger viser, at en centrum-venstrekoalition med Romano Prodi i spidsen fører med godt fire procents forspring foran premierminister Silvio Berlusconis centrum-højrekoalition. Alle ved hvad Berlusconi har lovet, holdt og kikset. Men meget få ved hvad hans modstander, Romano Prodi og hans allierede lover.

Da Romano Prodi endelig præsenterede sit valgprogram en lørdag morgen i Rom, havde han ikke regnet med at så mange ville overvære den for ham så store dag. Mange tilhængere måtte blive udenfor Teatret Eliseo i Rom. 3000 siddepladser, 1000 stående tilhængere og lige så mange udenfor ventede på de politiske nyheder. Foran teateret var der improviserede politiske debatter, som kun italienerne kan finde på. Man siger i Italien, at to englændere på gaden danner en kø til bussen mens to italienere danner to politiske partier.

Men denne gang blev nogle sure fordi Prodis medarbejdere ikke havde skaffet et større mødested, som f. eks Roms sportshal der kan rumme 15.000. Kritikken var forståelig. Selv de varmeste tilhængere af Prodi bebrejder Unionen, sådan hedder centrum venstrekoalitionen, for mangel på praktisk organisation, og det er ikke så god en egenskab, når man vil regere et land med 58 mio. mennesker.

Mange var rigtigt irriteret. Man når ingen steder på denne måde. De burde vide at folk er trætte af denne regering. De burde vide at vi vil være med. De burde vide at vi var over 4 millioner der mødte op til det primære valg der valgte Prodi som koalitionens kandidat . Sagde den vrede frue. Og hun var ikke alene om det.

En lokal politiker, knyttet til Prodis koalitionen, måtte også blive udenfor. Men han tog det meget pænt. Og programmet? Ja programmet kan vi altid forbedre undervejes, som vi gør på lokal basis i Roms provins, sagde....

Men -spørger mange italienere sig - er programmet virkelig for alvor afgørende for Italien?

Antonio Di Pietros medarbejdere er ikke i tvivl. Prodis regerings program skal have sit udgangspunkt i legalitet og i hæderlighed. Det skal bare forstås meget enkelt: Den nuværende Berlusconi regering har ikke holdt sig disse basale standpunkter for øje. Man kan udforme det mest effektive regerings program men hvis regeringen ikke holder sig til grundloven og skræddersyer de love der bedst passer regeringschefen så har programmet ingen værdi.

Ja så har man forstået, at italienerne, i hvert fald nogle af italienerne vil stemme på Prodi. De forventer ikke mirakler og millioner nye arbejdspladser som den nuværende ministerpræsident proklamerer. De kan såmænd nøjes med en hæderlig regering. Det forventer de.

Det ville være godt udgangspunkt.

Men Romano Prodi står i spidsen for en koalition med mange hoveder, der har meget at skulle have sagt. Seks-.syv partier med snakkesalige partiledere. Ofte i strid med hinanden.

Overfor dem findes til gengæld en koalitionsleder, nemlig Silvio Berlusconi, som meget få i hans politiske koalition tør sige imod.

Faktisk har Prodi ikke et eget parti bag sig. Det parti han stiftede i 1996 er blevet omdøbt og omdannet flere gange. Det er faktisk ikke til at kende i dag. Det hedder Marguerita partiet, opkaldt efter blomsten med de mange blade. Partiet støtter naturligvis Prodi men ledes af Francesco Rutelli

Rutelli har klare ideer om det fremtidige regeringsprogram. En retfærdigt skattesystem uden privilegier og undtagelser. En garanteret minimum løn til alle aktive borgere og en gradvis men relativ hurtig tilbagetrækning af de italienske tropper fra Irak. Oppositionen skal naturligvis love mere. Men Rutelli har også klare ideer om meningsmålingerne, som ellers er Silvio Berlusconis trumfkort. Marguerita partiet parti vil ikke få mindre en 12-13 pct. og vil dermed blive landets tredjestørste parti.

Vinder Prodi - koalitionen valget vil Rutelli med al sandsynlighed blive udenrigsminister. Det er godt at have et sundt program men det er også vigtigt at have en god rolle i den fremtidige eventuelle regering. Francesco Rutelli elsker at være i rampelyset. I 2001 var Rutelli Berlusconis modkandidat og tabte. Prodi var på det tidspunkt formand for EU kommissionen. Siden da har Rutelli brugt mange af Berlusconis kommunikations metoder. Altid smilende, vittig og lige til.

Man tilskriver ham en politisk vittighed, som godt kunne have været Berlusconis. Det handler om regeringens ny præmie på børnepengeområdet.. Altså Berlusconi regeringen har vedtaget at give 1500 euro for hver nyfødt barn. Det er en kendsgerning. Og så kommer oppositionen og lover 15 euro - det er her vittigheden begynder - for hvert forsøg altså. Sådan.

Den politiske kamp i Italien har ingen grænser. En god vittighed gør sig bedre end et godt valgløfte. Nogle siger at Berlusconi ikke har bestilt andet i de sidste fem år.

Unionen, Prodi s koalition har ikke nogen bestemt slagsang. Man bruger ofte rocksangeren Ligabues sang som er en lovprisning af en midtbane spiller. Det kunne forstås med at unionen består af midtbanespillere, dem der i fodbolden slider og slæber. Og igen har vi her en ny politisk jargon - en ny politisk begrebsverden. Lånt fra fodboldverdenen, som Berlusconi på godt og ondt har indført i den italienske politiske debat.
Og hvis der er en midtbanespiller i den italienske politik i dag så er det Piero Fassino, leder af Venstredemokraterne, som i kraft af de seneste meningsmålinger skulle blive landets største parti.

Piero Fassino er naturligvis enig med Prodi og Rutelli om regeringsprogrammet.

Var det op til de tre ville der være bred enighed, men der er mere radikale fløje i Unionen, der kan få enigheden til at smuldre, fx nykommunisterne.

Fassino er til gengæld den traditionelle europæiske socialdemokratiske leder. Langt mere end de andre kæmper han f.eks. for de italienske kvinders rolle i samfundet. Ligeløn, nye arbejdspladser, børnehaver og vuggestue-pladser til alle. Private skoler skal ikke være et privilegium. Denne holdning har givet bonus. Fassino siger at over 600.000 italienske kvinder er gået fra Berlusconis koalitionen til Unionen.

Ja regeringen og oppositionen har fremlagt deres programmer. Man skulle tro at de fornuftige italienere vil evaluere dem og derefter beslutte sig for, hvad de synes bedst om.

Bare det var så let. Valgkampagnen kører imidlertid på anklager og skandaler. Det hele foregår på TV, som ministerpræsidenten Berlusconi lægger beslag på næsten døgnet rundt.

Forspringet på 6 procent som Prodi havde er blevet reduceret til kun fire procent på få uger. Sjældent før har et valg været så usikkert i Italien.

Ny Nationalbankdirektør

Italien har endelig fået en ny Nationalbankens Direktør, Mario Draghi. Den tidligere direktør Antonio Fazios tilbagetræden var en af de største skandaler i Italiens nyere Historie. Noget uhørt i i de øvrige EU lande. Politikere, andre ledende bankfolk og italienske medier havde i måneder krævet hans afgang. Men hvad der mere?

Stor glæde over alle fronterne, radio og tv nyheder og i alle aviser. Sådan blev Antonio Fazios fratræden hilst på i det kriseramte Italien. Ja Italien burde næsten have et fast tillægs ord, altså kriseramt. Der er altid en eller anden krise, i hvert fald når man ser på Italien udefra. Nej, Antonio Fazio havde ikke så mange venner til sidst. Da han overtog sin stilling for tolv år siden, var der ikke grænser for de pæne ord om ham. Han var nr otte guvernør.. Italiens Nationalbankens chef er i virkelig en guvernør. Det hedder han: governatore. Stillingen er nu død med Fazios afgang, i hvert fald det der hedder at være guvernør for livstid.
Man plejede i Italien at sige at der var to poster på livstid paven og Nationalbankens guvernør. Sådan vil det ikke være mere. Regeringen har med oppositionens samtykke ændret denne ordning. Fra nu af : højst seks år for en guvernør.

Men hvorfor var Fazio blevet så upopulær, den brave mand? Og hvorfor ville han ikke gå af, når alle både i Italien og i EU syntes at han havde begået store fejl, hvis ikke lovbrud?
Fazio nød godt af en hellig beskyttelse om ikke fra højere høje magter, så i hvert fald fra de verdslige magter i Vatikanet. Guvernør Fazio havde forsøgt at hjælpe en italiensk bank, knyttet til de katolske kredse i Norditalien på bekostning af en konkurrerende hollandsk bank. Og det må man ikke når man er ansat netop for at kontrollere kreditverdenen. Det kan sammenlignes med at en dommer i en fodboldkamp, der begynder selv at spille med det ene hold mod det andet hold. Det går ikke.

Officielt hedder det at Antonio Fazio er undersøgt for insiderhandel og for at have lækket fortrolige oplysninger om en bankhandel, hvor den italienske bank Banca Popolare Italiana fik viden om den hollandske bank ABN AMRO forsøg på at overtage Banca Antonveneta. Sagen har stået på i seks måneder. I alle de andre vestlige lande ville sådan en Nationalbankdirktør gå af med det samme. Men Fazio bor i Italien.
Han ville ikke forlade sit gyldne og hellige plads. Nej, ikke blot fordi han var den højst betalt bankdirektør i verden, med 5 millioner kroner om året, men nok fordi han mente at han via sit job havde en mission, han var ude i en slags korstog.

Antonio Fazio er kendt som en katolsk militant, næsten en fundamentalist katolik., der gav Kirken højeste prioritet. Med ham som direktør var Vatikanets finansielle operationer i Italien atter blomstret op. Filantrop og ideologisk blind, sådan blev han også betegnet. Han lod aldrig en chance gå fra sig for at vise sin ærbødighed over for romerkirken og dens repræsentanter.
Nationalbankens direktør gik så vidt som til at lade en biskop give sin velsignelse til et bankmøde. Aldrig før er de åndelige og verdslige transaktioner blevet blandet så meget sammen i Italien. Fazio ville ikke forlade sit embede. Som god katolik troede han måske at det var nok med at skrifte. De kirkelige forbindelser har stadig stor indflydelse i Italien. Regeringen har fx støttet de private skoler, drevet af katolske institutioner. Den italienske kirke har takket med at støtte regeringen i forskellige anledninger.

Der sker utroligt meget bag kulisserne på den italienske politiske teaterscene. Hvis de menige borgere kunne overvære det, ville man ofte opdage at erklærede politiske fjender har fælles økonomiske interesser. Bare et eksempel: det anti-klerikale parti Liga Nord havde mange interesser i samme bank som Vatikanet bakkede op, og som Fazio ville hjælpe. Derfor var Fazio også beskyttet af dette parti, som næsten afpressede regeringen til at lade Fazio være i fred, så længe man kunne..

Men selv i Italien er der grænser, der bliver overskredet nemlig da Fazio blev undersøgt for insider handel, nemlig for at have afsløret nationalbankens hemmeligheder over for en bankdirektør, som er anklaget for underslæb og korruption. Selv Ministerpræsident Berlusconi måtte kapitulere. Ikke fordi han syntes om Fazio, tværtimod, men fordi han ville ikke blive uvenner med de partier, de lobbyer og Vatikanet der støttede Antonio Fazio. I så høj grad, at samme dag som Fazio gik optrådte Berlusconi i TV om noget helt andet for at prøve at bortlede interessen fra den dramatiske sag.
Stor show, skænderi med dagens modstander men ikke så meget til overs for Italiens Kreditsystems troværdighed. For Berlusconi er der altid noget vigtigere end det der bliver fremlagt på bordet. Sådan var det med mejeri gigant Parmalats sammenbrud, hvor både regeringen og Centralbanken var skyldige i den manglende overvågning. ,men når der er mange skyldige er der ingen skyldig. Det er et kendt motto i den italienske politiske verden.
Fazios fratræden var ventet i de finansielle lobbyer. Alle har allerede fundet ny partnere, en ny handelspartner, på tværs af de politiske skel og på bekostning af opsparerne og menige borgere.
Men en ting er sikker. Fazio må droppe alle sine ambitioner om en politisk karriere.
For to år siden stod han til at få fire mill. stemmer i en meningsmåling, hvis han havde stiftet et nyt kristeligt demokratisk parti. Kirken ville yderligere have hjulpet ham. Fazio kunne have erstatte enten Berlusconi som ministerpræsident eller Carlo Azeglio Caimapi som republikpræsident. Ciampi var nemlig den tidligere guvernør for Centralbanken , men var og er også en politiker af anden format. Romerkirken må finde sig en ny kandidat og mange italienere og mange ægte katolikker ånder lettet op i Italien.

Den italienske vinhøst tegner godt
Artiklen er bragt i Børsen

Årets vinhøst kan blive den bedste i ni år. Det vil øge både kvaliteten og kvantiteten og sænke priserne, især da mange vinkældre i forvejen bugner af god vin.

Den italienske vinhøst tegner godt. Så godt, at man skal helt tilbage til 1997 for at finde en lignende situation, navnlig I Syditalien. Det siger Donatella Cinelli Colombini, en af de fornemste producenter af Brunello I Toscana. Hun fortæller videre, at de mange nyplantede Brunello-marker er begyndt at yde godt, men markedet er endnu ikke parat til at opsuge de nye kvantiteter. Og hvis solen – som det forudsiges – kommer til at skinne varmt det meste af September måned, vil Brunello og de fleste øvrige toscanadruer nå den optimale kvalitet med gode aromaer og perfekt konsistens til lagringen. Det er en tendens, der gælder for det meste af Italien. Problemet er ikke kvaliteten, men kvantiteten, for der kommer meget vin i år, formentlig omkring 54 mio. hektoliter. Ikke at det er nogen rekordhøst, men alligevel bliver det nok mere, end markedet kan kapere, for i de fleste vinregioner bugner kældrene af god vin. Det skyldes ikke alene konkurrencen fra de nye vinlande, som sælger i dollarpriser, der jo er hjulpet af den svage kurs. Det skyldes også en dårlig markedsføring og ineffektiv indsats fra Italiens udenrigshandelsministerium, mener Donatella Cinelli Colombini, som giver udtryk for stor skuffelse over ministeriets manglende indsats.

Som eksempel giver hun de udenlandske markeder, hvor de italienske vinproducenter selv står for den samlede markedsføringsindsats, for eksempel USA. Der har italiensk vin solgt flot, markedsandelen er på over 1 mia. dollar, og det seneste år er salget steget med 14 pct., den svage dollar til trods.

Kvaliteten stiger
Hvor vinfolk i Frankrig har givet udtryk for, at det ville være på sin plads med en dårlig høst i landet, så lagrene kunne svinde lidt, så har de italienske vinbønder bestemt ikke noget imod en god høst. »En god vinhøst er altid velkommen i Italien,« siger Valerio Veronica fra Sicilien, salgschef for Cantina Rinascita ved Trapani, et kooperativ for i alt 200 vinbønder. Cantina Rinascita laver 6 mio. flasker årligt, og kvaliteten er stigende. Det skyldes, at man på Sicilien i de senere år har udviklet konceptet »qualita di massa«, massekvalitet, altså en vin af pæn kvalitet tilgængelig for enhver pengepung. På Sicilien tegner høsten ligeledes fint. De fleste hvidvinsdruer er allerede høstet, og de var i god stand. Rødvinsdruerne er næsten parat til høst, og de er perfekte, siger Valerio Veronica. Det gode selskab blandt kooperativerne bliver stadig mere respekterede, selv om der fortsat er en del tvivlsomme, som fortsat er nødt til at bede myndighederne om tilladelse til at destillere vinen til spiritus. Årligt overgår denne skæbne ikke mindre end 2 mio. hektoliter siciliansk vin.

Vinforbruget stiger
Det er næsten en paradoksal situation, for konkurrencesituationen til trods så viser markedsundersøgelser, at det globale vinforbrug snart vil stige, på trods af at folk generelt er begyndt at drikke mindre. Men de er mere kræsne og går i stigende grad efter kvalitetsvin, altså DOGC (garanteret og kontrolleret betegnelse), DOC (kontrolleret oprindelse) eller IGT (vine med geografisk indikation). Til sammen udgør disse vine 60 pct. af den italienske produktion, mens de i 1986 kun udgjorde 20 pct. af produktionen. Årsagen til stigningen er kræsenhed hos de seks ud af ti italienere, som fortsat drikker mindst et glas vin om dagen til deres mad. De forlanger bedre kvalitet end førhen, og det er netop den udvikling, som kan redde den italienske vinproduktion. Ikke sådan at forstå at der ikke længere er interesse for at drikke de klassiske Barolo og Brunello, tværtimod. Men de er flagskibe, som kun udgør et minimalt segment af den italienske produktion, og det, der er brug for, er flere gode hverdagsvine til de forbrugere, som fortsat nyder vin hver dag. I øjeblikket har de travlt med at gøre plads i kældrene, for ligesom i resten af verden så er konkurrencen skærpet, og priserne faldende. Så hvis man har plads i vinreolerne, er det en god idé at udnytte den nu, hvor producenterne skal af med lagrene for at få plads til en ny god høst.

Romersk stemning
Bragt på DR P1 Hør dette klip på www.dr.dk

Den evige stad nyder i øjeblikket af en stor popularitet i form af antallet af besøgende. Det skyldes kynisk nok den store opmærksomhed omkring paverne.

Hvordan lyder Rom? Biltrafik, Springvandet? Larmende turister? En politisk demonstration? Kirkeklokker?
Rom lyder som alt det her til sammen.
Vil man være romantisk, så skulle historiens vingesus også give lyd fra sig. I praksis er kirkelokkerne en af de mest charmerende lyd. Det kan naturligvis bedst høres om søndagen, fordi klokkerne kalder til messe og gudstjenester, men også fordi romerne sover længe og biltrafikken falder vertikalt. Rom nyder i øjeblikket af et stort opsving, en stor popularitet i form af antallet af besøgende.
Det skyldes kynisk nok den store opmærksomhed omkring paverne, den afdøde og den nye. Opmærksomhedens groteske højdepunkt fandt sted d.5 april i år da Roms bystyre måtte opfordre til, at folk aflyste turen til Rom, byen kunne simpelt hen ikke kapere flere gæster. Det skete tre dage efter Pave Johannes Paul 2.s død. Det var aldrig sket før, at besøgende blev opfordret til at holde sig væk fra den centrale del af Rom. Byen har tiltrukket besøgende og pilgrimme i over 2000 år og pludseligt måtte Rom sige nej tak hold jer væk.
Rom har til daglig knapt tre millioner indbyggere. I dagen efter pavens død op til den ny paves valg havde omkring fem millioner mennesker besøgt byen. Det var en af de største menneske forsamlinger i historien.
Rom tog endelig sin revanche over Disney-land ved Paris.
De pavelige begivenheder har paradoksalt nok genlanceret Rom som verdens kulturelle og ikke mindst religiøse brandpunkt. Romerne har aldrig været i tvivl om det men det den øvrige verden har til tider været det. Roms kommune kan nu meddeler om en stigning med næsten 10 pct. af antallet besøgende i forhold til sidste år. Romerne spørger sig ofte hvordan det kan være at andre europæiske byer men en brøkdel af den åndelige inspiration, af den monument samling og den koncentrat af kultur som Rom kan byde på, kan blive mere besøgt end den evige stad.

Ikke sådan at forstå at Rom var gået af mode. Tværtimod.
Men romerne er grådige i den henseende. Rom er caput mundi, verdens hovedstad, og antallet af besøgende skulle følge derefter. Rom som kultur og religions brandpunkt er ikke alene koncentreret i valfart kirkerne men måske snarere i museer og koncertsale, og på de utallige steder der råber højt op om Historien. Rom som livligt brandpunkt genspejles i den unikke stemning man finder overalt i by, så vel på en vinbar eller på en fortovs cafe, den stemning som måske var til at finde på Forum Romanum for et par tusinde år siden.
De der kommer til den evige stad for at beundre det arkæologiske Rom finder paradoksalt nok altid noget nyt. Selveste det 2600 år gamle Forum Romanum er altid ny, takket være de ustandselige udgravninger.
Et eksempel som alle kan se er udgravningerne ved Nervas Forum, hvor der dag for dag kommer mere frem i lyset – her har man fundet et utal af historiske lag, opført fra det 3. årh. f.Kr. helt frem til 1930, dvs 2200 år. Problemet for arkæologerne er det sædvanlige: Hvilken periode skal prioriteres. Hvad sker der, når en kejser har overdækket en tidligere kejsers forum eller bygning med sin egen?
Det kan være lidt forvirrende. De nye arkæologiske fund fodrer debatterne mellem historiker og arkæologer, men den besøgende vil have faste udgangspunkter, de gamle romere, triumfbuer og lignende..

Rom er ikke blot byen med de fleste kunstskatte i verden, men også byen med de mest spændende overraskelser. Der er masse motorcykler og om søndagen dukker der pludseligt mirakuløst en masse cyklister op i den bilfri zone. Alt dette giver et festligt kaos, og det er svært at føle sig forladt. Navnlig hvis man står på Peters-pladsen.
Kommer man til Rom med spejdefriske intentioner kan man ligeså godt opgive tanken om at finde steder, seværdigheder eller en helt ukendt restaurant med god billig mad, som ingen andre kender.
Man kan være sikker på, at der er findes altid en tysk forsker, en dansk amatør arkæolog, eller en engelsk gymnasielærer, som har opdaget den lille ruin, den fuldstændigt ukendte vin- udskænkning eller også den lille madonna indlemmet i arkaden som de mente at ingen havde set før de.
Alt er imidlertid blevet set, oplevet, spist og drukket i de sidste to tusinde år.
Ikke desto mindre er det man oplever i Rom altid slående nyt , hvad enten man kommer for første gang eller som en rutineret Romafan. I dette tilfælde ved man, at det hele kan gå i stå i Rom, på grund af dagens politiske demonstration.
Nå aftnen kommer lyder Roms helt anderledes, navnlig hvis man går tur i Trastevere, som er den karakteristiske kvarter, hvor man slapper af, hvor man oplever med fleste spisesteder og vinbarer i byen. Der improviseres gadekoncerter, til næsten ingen penge.
Stemningen i Trastevere er unik og ægte nok. Turister og romere blandes uden problemer. Her plejer den besøgende at slutte sin dag efter at have set og hørt byen. Her i Trastevere lyder Rom mere menneskeligt, og aften ender ofte med et autentisk romersk selskab, der synger en gammel romersk sang.

Hvorfor har den italienske økonomi problemer?
Bragt på DR P1 Hør dette klip på www.dr.dk

Italien er midt i en økonomisk krise.
Budgetunderskuddet stiger. EU er utilfreds.
Italienerne er begyndt at udvandre igen, dog en andre grunde end før. Der er ikke tale om hundrede år siden.
Italien har været et udvandringsland indtil 1985. Det var det første år i Italiens historie, altså først i 1985, at der kom flere indvandrere til Italiens end udvandrere fra Italien. Det var drejepunktet i takt med en positiv konjunktur af landets økonomi. Siden da, kan man sige at få italienere rejste fra Italien som fattige emigranter. Siden da har Italien taget imod millioner af immigranter fra den tredje verden.

I dag er der igen tale om en ny udvandring fra det smukke og utaknemlige Italien. Måske ikke længere fattige emigranter, men unge med en flot uddannelse og stor arbejdslyst, der ikke kan finde et værdigt job i deres fædreland. Det sker dels fordi den økonomiske vækst er gået i stå og dels fordi den italienske økonomi kører på gammeldags spor.
I de sidste fire år har Italien hverken haft en ordentlig økonomisk udvikling eller en langsigtet investerings plan. Den italienske industriproduktion var faktisk stagnerende i 2004. Faldet kom bag på økonomer, der havde ventet en stigning. Italien er ikke særlig konkurrencedygtig.
Hvis man kigger på den internationale rangliste over konkurrence evner så ligger Italien uhyre dårligt efter 30. pladsen, ikke blot langt efter Danmark men endda efter f.eks. Ukraine. Den samlede italienske statsgæld svarer til 106 pct. af Brutto Nationalproduktet. Budget underskuddet overstiger 3 pct., som er Grænsen for EU paramenterne. Det tegner ikke godt. Uligevægt i denne økonomisk situation genspejles i den ukontrollerede prisstigning, som enhver besøgende i Italien kan let konstatere.

Hvis man imidlertid kigger på de store italienske virksomheder, jå så går det ikke særlig godt fx for Fiat, som er symbolet for den italienske private industri. Og det er ikke nok. Læder og tekstiler virksomheder er i krise. Hvor grotesk det end kan lyde er Italien begyndt at importere sko og endda tomater fra Kina, fordi de er billigere. Det er den omvendte verden. Så lyder spørgsmål, hvad producerer Italien i dag og hvad lever italienerne af i dag?

Stemmerne fra et lokalt og farverigt syditaliensk marked minder om, at det største plus i handelsbalancen for Italien snart kan blive fødevarerne. Allerede i dag ligger eksport af næringsmidler, som det nu hedder, på anden plads efter den såkaldte maskine eksport.
Det er på den ene side godt, fordi det bekræfter at Italien producerer gode vine og fremragende landbrugsprodukter men det er ikke nok i det globale marked præget af teknologiske konkurrence. Ja så har Italien en stor turismestrøm, der giver mange arbejdspladser. Det går relativt godt for Italiens turisme, nu i opsving. Men denne form for økonomi, ligner for meget en tredje verdens økonomi. Italien er landet der investerer mindst i research og forskning blandt de såkaldte 7 store, G7, verdens mest industrialiserede lande. Det betyder at Italiens økonomi kan stadig klare sig med de såkaldte modne produkter, som ikke kræver den avancerede teknologi, men investerer ikke i fremtiden for at kunne høste med nye produkter i de kommende år.
Konkurrencen fra de traditionelle rivaliserende samt den ny udfordring fra Kina og India og Korea , som EU ikke kan standse, kunne blive dræbende for den italienske økonomi.. Den nuværende Berlusconi regering er i dårligt skjult konflikt med EU kommissionen om de økonomiske krav for at være med i møntunionen. Loftet over budgetunderskuddet var det vigtigste af de fire krav, som ØMU-lande i sin tid skulle opfylde for at blive medlem af den økonomiske og monetære union. Formålet var at sikre, at medlemslande havde en sund økonomi og kunne bevæge sig i samme lave inflationstakt for at være medlemmer i møntunionen. Ellers ville unionen hurtigt bryde sammen.
Italiens regering gjorde, den gang en kraftanstrengelse og satte megen prestige ind på at være klar til at deltage i ØMU'en fra begyndelsen, og den italienske økonomi blev da også blevet forbedret i imponerende grad..
Italiens regering synes i dag ikke at gøre ret meget for at klare udfordringen.
Berlusconi regeringen tænker mest på de iøjnefaldende personlige initiativer, som en meget opreklamerede skattelettelse. For at opnå denne skattelettelse har regeringen atter sparet på research, på uddannelsen, og navnlig på forskningen på akademiske plan. Og herunder kan man finde mange nye udvandrere, unge og mindre unge forskere der med lethed finder arbejde i de mere udviklede lande.

Man kan sige, at 14 af de 25 EU-lande har problemer med at overholde kravene til EUs økonomiske politik. De har større underskud end tilladt på de offentlige budgetter. Italien har i dag ikke en effektiv strukturel økonomi.

Som ofte er der i Italien tale om små eller mellemstore virksomheder, der holder beskæftigelsen i gang. De kan bedre omstille sig efter ordrebeholdningen, og deres størrelse giver bedre plads kandets største dyd, kreativiteten.
Det har altid været Italiens force, som den ny formand for arbejdsgiveres forenings Luca di Montezemolo netop har bekræftet: Formand Montezemolo er utilfreds med økonomiens udviklings og er meget kritisk over regerings indsats. Og det bliver man ikke populær af hos Berlusconi.
Montezemolo er også formand for Fiat og formand for den mest kendt italienske virksomhed i verden, nemlig Ferrari biler, som er det bedste eksempel på den italienske design og teknologi i verden..
Hvis Formand for disse tre afgørende grupper er utilfreds så går det ikke så godt for Italiens økonomi og for de menige italienere. Skattelettelsen gavner kun dem , der har årlige indtægter over 500.000 danske kroner.
Med andre år. Det går ikke så godt for italienerne, navnlig for lønmodtagerne. Det går endnu værre for de arbejdsløse og for folkepensionisterne.
Konklusionen er at i Italien bor der i dag ca. 7 millioner mennesker ,der lever under den såkaldte minimum standard, det man kalder den relative fattigdom i den vestlige verden.

Hvor er Mafiaen?
Bragt på DR P1 Hør dette klip på www.dr.dk

Den blodige blodfejde mellem rivaliserende bander i den italienske by Napoli har kostet mange ofre i de sidste 12måneder. Politiet i Napoli har igangsat en massiv kampagne mod den organiserede kriminalitet, desværre med betinget succes, og hidtil er over 130 mennesker blevet dræbt i mafiakrigen.

Napolis beboere er rystede og skræmte fordi flere uskyldigt forbipasserende er blevet indblandet i skudepisoder. På trods af kampagnens begrænsede succes har den italienske indenrigsminister Giuseppe Pisanu kaldt aktionen ”et hammerslag mod mafiaen. Pressen bliver ved med at omtale denne frygtelige likvidering mellem bander som en slags mafiakrig. Og set udefra så kan mafia betegnelsen måske tilpasses alle former forkriminalitet i Italien, men set indefra går det ikke.

Man skal kynisk skelne blandt de forskellige kriminelle organisationer der plager det italienske samfund. Det der sker i Napoli er en tragisk regulering mellem små bander.

Den organiserede kriminalitet i Napoli har fået navn Camorra. Navnet stammer fra den spanske dominans i 1800 tallet. Camorraen var den korte jakke som de betydningsfulde var i ført i, som med tiden blev til et symbol for den lokale magt. Camorra- banderne i Napoli har aldrig haft en fælles leder, men består snarere af grupper der deles om at kontrollere illegale aktiviteter på bestemte områder.
Disse bander har indflydelse på deres territorium og betinger det lokale samfund men har ikke stor indflydelse på det politiske plan. Det gælder også de andre former, for såkaldte lokale mafia organisationer man finder i Syditalien. I Calabrien hedder det fx ndrangheta. I Apulien hedder det Sacra Corona Unita.

Men den autentiske Mafia finder man kun på Sicilien.

Mafiaen med det store M, eller Cosa Nostra markerer sig ikke for skyderier eller interne reguleringer. Alle forholder sig rolige på Sicilien.pt. Hvis man spørger den nuværende italienske ministerpræsident om hvorfor det sker og hvor langt man egentlig er kommet i kampen mod mafiaen så svarer han altid at Mafiaen faktisk er udryddet. Jeg tænker i stedet for på et mundheld som jeg hørte direkte fra Leonardo Sciascia, forfatteren der mere en andre nogensinde har beskrevet Mafiaen. Han sagde at når mafiaen skyder har mafiafamilier store problemer, endnu større hvis de skyder mod Politiet. Når man ikke hører noget til Mafiaen så betyder det at Mafiaen trives med sine forskellige aktiviteter, at Mafiaen har fundet sin politiske ligevægt. At Mafiaen har det godt og familierne ligeledes.

Med denne pålidelige påstand i baggrund har jeg besøgt byen Racalmuto, på Sicilien hvor forfatter Sciascia stammede fra. Måske kunne de lokale beboere fortælle mere om hvordan mafiaen har det, om mafiaen trives, men det var ikke nemt at få dem til at snakke.

Der var en fyr - lad os kalde ham Antonio - der ville sige noget. Nemlig at det som folk andre steder kalder mafiaen har ikke noget at gøre med den gamle beærede mafia. Denne var en organisation som i Antonios bedsteforældres tid hjalp de fattige og skaffede arbejde. Antonio nævner ligefrem Robin Hood, der stjal fra de rige for at forsørge de fattige. Mafiaen var i Antonios opfattelse et velorganiseret bistandskontor uden for lov og reglerne, jo, men socialt effektiv. Det var den gang. I dag, oggi , hvad er mafiaen i dag? I dag er det, som mange kalder mafia noget helt andet, navnlig siden narkotikahandel er kommet ind i billede. Det de kalder mafia - siger Antonio – er ren kriminalitet og har ingen retfærdiggørelse. De burde finde et andet navn. Det her er ikke mafiaen, er ikke mafiaen, gentager og konkluderer Antonio. Sådan udtaler en menig borger sig.

Intellektuelle, sociologer og professionelle politikere har sikkert andre holdninger. Dog. Mafiaen har i sin flere århundreders års historie altid udnyttet de politiske tomrum for at etablere sig og udvide. Sicilien har konsekvent altid været i et politisk tomrum pga utallige fremmede dominanser. Sicilianerne har historisk svært ved at finde et politisk standpunkt, foruden den nuværende magthaver, som med al sikkerhed vil snart skifte. Den politiske situation er for flydende. Så kunne man sige til sicilianerne at Staten plejer at være standpunktet i de demokratiske lande. Men det kan tage tid. Staten bliver ofte fortolket anderledes i Italien og navnlig på Sicilien. Ofte identificerer man staten med regeringen, med magthaverne i det hele taget i en og samme pulje. Mafia ,Cosa Nostra skal i princip altid finde nye politiske alliancepartnere. Men intet parti er i dag stærke eller vedvarende nok til at være garant for Cosa Nostra. Partierne, regeringer, altså det som man på Sicilien fortolker som staten, kører stadigvæk mange retssager mod mafiaen, formange. Pè trods af en tilsyneladende stabil regering er der et reelt politiske tomrum, som Cosa Nostra har ikke svært med at fylde. Man kunne citere utallige politiske erklæringer, der bekræfter dette historisk symptom.

Men jeg citerer følgende ”Denne organisation, kaldt mafiaen, er mere en mental holdning end et hemmeligt selskab og ingen italiensk regering har endnu været i stand til at tilintetgøre den fuldstændigt”

Det skrev Generalen Francis Rennell i 1943 da de allierede gik i land og ikke vidste hvem de skulle trække på, da Italien faktisk ingen regering havde.

De allierede blev overbevidst om at Mafiaen var anti-fascistisk, jo da, men alene fordi Fascismen havde for alvor forsøgte at bekæmpe Mafiaen.

Fascismen havde i det mindst forsøgt. Gør man det i dag i vores demokratiske tider? Det er svært at tro.

Sicilien har altid en ejer, som ikke er ægte sicilianer, hedder det. Og det mundheld blev til en dramatisk folkesang her sunget af den legendariske Rosa Balestrieri..

Jeg var der..
Bragt på DR P1 Hør dette klip på www.dr.dk

Pavens død.

Den 84-årige pave Johannes Paul II er død lørdag aften i Rom. Paven døde kl. 21.37 i sin lejlighed i Vatikanet.
Nyheden om pavens død blev umiddelbart efter meddelt til 80.000 sørgende, der var forsamlet på Peterspladsen, og budskabet blev mødt med langvarige klapsalver - et italiensk udtryk for respekt. Kirkeklokker ringede og mange mennesker græd åbenlyst.
Han var pave nummer 265 og nåede at være leder for verdens en milliard katolikker i næsten 27 år. Han blev kendt som den mest rejsende pave nogensinde og gennemførte trods svækket helbred til det sidste lange udlandsrejser over det meste af kloden.
Konklavet, der skal vælge den nye pave, skal ifølge Vatikanet begynde udvælgelsen mindst 15 dage og ikke mere end 20 dage efter pavens død. Uanset hvilken kardinal konklavet udpeger som ny Pave på Peters Stol, kommer han næppe til at ligne den gamle polskfødte Pave. En umulig opgave venter den næste Pave.

Vatikanet (Tur går til Rom)

Her er man i verdens mindste, ældste og vigtigste stat, siger romerne. Kommer man fra Via della Conciliazione (forsoningsvejen, opført efter 1929 som følge af traktaten mellem Vatikanet og Italien), skal man bare gå et skridt efter den vældige kolonnadegang for at være i Vatikanstaten. Man behøver ikke pas.

I århundreder har man kaldt Vatikanet Stato Pontificio, Pavestaten, men i 1929 fik den hellige stat en ny officiel betegnelse, Stato della Città del Vaticano, Vatikanstaten, da Romerkirken og den italienske stat underskrev Lateranforliget (Concordato). Det var den daværende regeringschef Benito Mussolini, der ville skabe fred mellem den italienske stat og Romerkirken efter en strid, som havde stået på siden 1870, da den unge italienske stat erobrede Rom fra den daværende kirkestat og gjorde den evige stad til det nye kongeriges hovedstad.

Vatikanstatens statschef er paven, der vælges ved det hemmelige konklave af Kardinalernes Hellige Kollegium. Kun kardinaler, der ikke er fyldt 80 år, kan stemme. Flertallet udgøres af to tredjedele plus én af stemmerne. Kardinalernes kollegium kan højst have 120 medlemmer, som alle er valgt af paven blandt kirkens biskopper, præster og diakoner.
Stato della Città del Vaticano har som selvstændig stat mange diplomatiske forbindelser, men blev først medlem af FN i 1993 og etablerede først i 1989 diplomatiske forbindelser til Danmark. Vatikanstaten har en ejendommelig forfatning, som blev til i 1969, idet paven som statschef har både den udøvende og den lovgivende magt. I praksis er det statssekretæren med et fem års embede, der regerer staten, mens udvalgte kardinaler og gejstlige fra kurien (kirkens højeste myndighed) fungerer som ministre.
Vatikanstaten er den mindste stat i verden med et areal på kun 44,2 ha foruden en række ejendomme med privilegeret status på italiensk territorium, som fx Lateran-kirken. Selve Peterspladsen er vatikansk territorium, skønt den er overvåget af italienske politibetjente.

Indbyggertallet er med de nye strikse regler for borgerskab faldet til ca. 750. I Vatikanet arbejder imidlertid dagligt 2200 mennesker, hvoraf 300 er kvinder.

Pavens sygdom.
Bragt på DR P1 Hør dette klip på www.dr.dk

Pavens sygdom har spredt bekymring i den katolske verden for, om han overhovedet ville overleve. Katolske kardinaler har meget overraskende antydet, at paven måske vil træde tilbage frivilligt og ikke som normalt blive i embedet til sin død.

Mange katolikker mener at den netop offentliggjorte meningsmåling om Pavens mulige fratræden blev inspireret af Vatikanet.
Og hvad var svaret?
Nej tak. Over 55 pct. af de italienske katolikker mener, at Paven selv i sine sidste svækkede dage skal holde ud og ikke abdicere.
Men hvorfor? Hvorfor må Paven ikke forlade sin post? Et hvert almindeligt menneske i pavens tilstand vil ikke blot lade være med at arbejde, men ville nok ligge på et godt beskyttet plejehjem.
Men Paven fortsætter og betinger 1,2 milliarder mennesker, der erklærer sig katolikker i verden.
Debatten så vel i Italien som i den ganske katolske verden er åben. Italienerne har svaret nej. Det er som om de italienske katolikker er bange for nye oprørende situationer.

Sidst en pave trådte frivilligt tilbage var det i 1294. Og det var ikke så godt. Det var Celestin den femte, der efter blot fem måneder ville vende tilbage til sit afsides kloster i de abruzzesiske bjerg. Historien er ikke så klar og er baseret på forskellige kilder. Celestin den femte var 84 år da han abdicerede. Han var blevet valgt Paven efter at de mægtige kardinaler i 27 måneder ikke havde kunnet enes om en ny pave. Så valgte en neutral overgang nemlig Pietro da Morrone, en 84 årig gammel munk. Han kunne ikke en gang tale ordentlig latin, og måtte udtrykke sig på datidens italiensk, skrev nogle historikere forarget. Kun fem måneder var han pave, som en marionet i hænderne på den romerske kurie. Så kunne han ikke mere og trådte tilbage, frivilligt eller hvad? Kirkens officielle historie siger ja.
Kontroversielle historikere skriver derimod, at Celestin den femte blev manipuleret af Roms mægtigste mand, Kardinalen Benedetto Caetani. Nemlig Celestins den femtes fremtidige efterfølger med navn Bonifacius den ottende. De samme kontroversielle historikere skriver at munken Pietro da Morrone, ex paven Celestin, ligefrem blev myrdet af Bonifacius’ lejesvende. Den ny pave Bonifatius mente at ex –paven Celestin stadigt havde en for stor indflydelse på de menige troende. Desuden ville Bonifatius' modstandere ikke anerkende valget, så den nye pave frygtede et skisma. Og mildest talt melder selve kirkens historie at Bonifacius ikke var et af guds bedste børn og som følge heller ikke en særlig god pave . Han var autokrat og involveret i alle mulige politiske omvæltninger.
Hans dårlige renomme gjorde at den store digter Dante dristigt nok placerer Bonifacius i helvedet i sin Gudommelige Komedie, selv om Bonifacius levede i bedste velgående på Dantes tid.

Det er nok det her fortilfælde for over 700 år siden der betinger Pave Johannes Paul den andens eventuelle abdikation. Det var det eneste tilfælde med to paver anerkendt af Romerkirken, fordi der har været en del antipaver i middelalderen men det er en hel anden historie.
I den nuværende romerkirke er to paver en umulighed, fordi et af Kirkens dogmer siger at Paven er ufejlbarlig, men hvilken en af dem ville det så være? Det ville være en kritisk situation for Romerkirken som i forvejen er i krise.
Det forlyder dog, at Karol Woytyla alias den polsk født pave Johannes Paul den anden, allerede for fem år siden ville træde tilbage..

Vatikan historikeren og journalisten Rossend Domenech siger, at allerede i 1999 da Paven kunne mærke Parkinsonsyge, ønskede han at abdicere og vende tilbage til Polen i et afsides kloster. Det samme ville han et par år efter da han blev endnu mere syg. Den tyske kirke med Kardinal Lehman i spidsen støttede denne tese, men det holdt varede kun 24 timer. De øvrige europæiske kirker afviste denne mulighed.
Paven ville under alle omstændigheder have påvirket sin efterfølger. Også fordi han havde selv valgt alle de nu levende kardinaler med stemmeret i konklavet. Det ville have skabt forvirringen og uforsonlige kontraster i den katolske verden. Den mægtige kardinal Ratzinger, som selv er en god kandidat til pavestolen, sagde i flere omgange at Kirken må kun have en pave.
Paven Johannes Paul den anden tog det som et tegn fra himlen, han måtte bære sit kors helt til døden. Paven fortsætter således sit arbejde.
Johannes Paul II er den 264. pave efter den hellige Peter og første ikke-italiener i 400 år. Han vælges den 16. oktober 1978. Han kommer fra Polen og polakker er den dag verdens gladeste befolkning. Polens nationale identitet er blevet styrket.

Polakkerne ønsker absolut ikke at Paven træder tilbage. Det bekræfter Jacek Palasinski kommentator for det polske TV i Rom. Det ville være en tragedie. Ord pave og ord død kan ikke nævnes sammen i Polen. Paven er den berømteste polak nogensinde eksisteret. Derfor er der overhovedet ikke tale om en mulig abdicering, siger Jaceck Palasinki fra Vatikanet.

Mange iagttagere frygter, det er netop den polske kirke der ikke vil lade paven abdicere. De er bange for at tabe al den magt de har haft i 26 år. Der er nogen der siger, at paven har ikke styrke til at regere og endda snakke. Det er hans sekretær og pavens ordfører ærkebiskoppen Stanislaw Diwizs der reelt regerer romerkirken i dag.

Den velinformerede Jaceck Palasinski kan ikke andet end bekræfte denne tese. Det er Stanislaw Diwisz der regerer i Vatikanet, under ham der er den såkaldte appartamento, lejligheden, dvs. samling af de vigtigste kardinaler og gejstlige der har noget at skulle have sagt eller ville gerne.
Men der er først og fremmeste den magtfulde og for mange ikke særlig sympatiske Stanislaw Diwisz, der skriver Pavens taler. Han er i virkeligheden den regerende skjulte pave.

Den sardiske stolthed og Tiscali Bjerget.
Bragt på DR P1 Hør dette klip på www.dr.dk

Gade teater i Alghero er en festlig begivenhed. En lille folkegruppe går rundt i byen iført historiske folkedragt, med trommer og trompeter, fortæller og synger til om hvordan tingene var i 1500-tallet da Sardinien, endnu en gang var bytte for en ny dominans.
Denne var det ikke mindre end Karl den femte, den spanske konge, med en rige hvor solen aldrig gik ned.
Sangen fortæller om Karl den femte men der er ingen logisk konklusion, det var bare en skildring af hvordan Karl den femte så ud, det var en ny konge og livet forsætter på Sardinien.
Sådan har det altid været på Sardinien, siden mands minde. En ø som bare kulle erobres og den indfødte befolkning måtte finde sig i det, med resignation og værdig stolthed.
Ingen kan være mere stolte ned sarderne, siger sarderne selv og refererer til det antikke, næsten arkæologiske mundheld om det sardoniske smil, som mange i dag citerer men meget få kender oprindelse her på Sardinien.
Det var nemlig det smil, ofte en latter, hvormed de gamle sardere måtte acceptere Gudernes vilje, navnlig da de gamle, der ikke var til nytte for samfundet skulle aflives.
Mens det skete grinede de døende gamle, de grinede af døden måske med en dyb smerte i sig, men med et smil ansigtet.
Smilet blev fremkaldt ved at spise en lokal bitter græs, der gav et specielt udtryk i ansigtet, selv efter døden, der fik den døde til at smile i evigheden.
Det sardoniske latter blev historisk citeret for første gang af den græske Homer i Odysséens historie.
Meget få italienere kan være så stolte og urokkelige som sarderne. Som fx Brigata Sassari, den mest roste og medalje belønnede brigade i den italienske hær.
De unge fra Sardinien er ikke bange for noget og kan acceptere deres skæbne, syngende og smilende, De har en marchsang, der bliver sunget i dialekt. Eller rettere sagt i sardisk sprog.
Sardinen har faktisk mange sprog, udover italiensk, som bliver holdt vedlige idet Sardinien er en region med selvstyre..

Alghero er den nordligste havneby, mod vest, hvorfra spanierne kom. Her tales catalansk som i Barcelona. I Alghero findes en meget værdsat afdeling af Barcelonas sprogfakultet.
Længere ned taler man logodurese, med mange latinske gloser endnu længere ned taler man campidanese med endndu flere latinske ord, blandet med meget andet. Altså seks hovedsprog. Derfor taler sarderne perfekt italienske når de skal tale med hinanden eller med ide øvrige italienere.

Man taler perfekt italiensk navnlig når man taler om Sardinens nationale vin, nemlig Cannonau. Fx i Dorgali, ved det vestlige Sardinien, der viser sig mod Italien.
I Dorgali har man det største kooperative vinselskab, der står for denne temperamentsfulde, og hvorfor ikke, stolte vin.
Jeg blev inviteret hertil, ikke for at øge deres eksport, fordi de drikker næsten det hele kun ti procent er til overs, uanset om den rejser til Italien eller til udlandet.
Men det er igen et tegn på det uransagelige sardiske stolthed.
Hele verden skal vide hvor god deres vin.

Den gode vin er emne til denne typisk sardiske melodi, sunget af en gruppe tenores.
Vinen får alting til at blive bedre, navnlig når man besøger hele byens vinkældere, så er det lige meget om kirkens klokketårn står helt skævt, sang de.
Tenores grupperne er ikke til at komme uden om hvis man skal lære Sardinien at kende. Tenores er gudernes stemme, er folkets stemme. Deres toner efterligner de lokale sækkepiber. Der er urokkelige musikalske regler. Tre toner hvoraf en er en utrolig byde stemme, to mellemstemmer og en kontra stemme. En fantastisk effekt.
Tenores kan udelukkende få lov til at synge hvis de har den lokale folkedragt på.
Teksterne kan bruges til at muligt og virker altid død alvorlige, uanset om de handler om ene begravelse eller en kærligheds historie.
Ja i vinen finder vi sandheden, konkluderer formanden for andelsbevægelsen der producerer denne herlige vin Cannonau og håber på at møde os igen næste år med ene endnu bedre Cannonau vin. Hvorfor ikke?

Det næste skridt i opdagelsen af Sardinien er et lille men majestætisk bjerg med et navn, som alle kender også i Danmark, nemlig Tiscali.
Andre steder i Italien ville det være lidt blasfemisk at kalde et højdrag på knapt 600 meter for et bjerg, men når man har besteget denne barske kæmpeklippe, så forstår man godt hvorfor Monte Tiscali er et symbol for de stolte sardere.

Den lokale historielærer og bjergfører Giampaolo fortæller os om dette særprægede hulede bjerg ved at starte fra nuraghernes tid, som er det folkeslag der boede på Sardinien før de mange andre erobrere. Man kan roligt sige : der var en gang for over tre tusinde år siden...
Men her ved Monte Tiscali er vi blot i det fire århundrede før Kristi. Romerne har netop erobret øen. En gruppe ubesejrede sardere vil ikke bøje sig for den romerske magt og flygter indtil de finder deres tilflugtssted, nemlig Monte Tiscali, som i virkelighed er en kæmpe store hule i bjerget. En doline, siger man på korrekt geologisk sprog.
Her har de deres bosættelse i fire lange århundreder. Her er der utroligt nok lys, vand,, gode græsgange til deres får og geder. Og de lever skjult og langt væk fra den romerske dominans, de stolte sardere.
Derfor har den kendte sardiske forretningsmand Mario Soru kaldt sit avancerede foretagende med dette navn Tiscali, netop symbol på den sardiske stolthed.
På toppen byder Giampaolo på den skønneste ost, man kan tænke sig, det samme som man producerede her for to tusinde år siden. Vigtigt er at tro på det.
Og vinen , den samme Cannonnau fra dalen smager naturligvis bedst her, på det stolte Tiscali bjerg.

Sicilien set igennem festen for Sant’Rosalia.
Bragt på DR P1 Hør dette klip på www.dr.dk

Der holdes en stor fest i Palermo for helgeninden S. Rosalia, hvert år den 14 juli, og afsluttes med musik, fælles bøn, teater, procession og sidst men ikke mindst et imponerende festfyrværkeri.
Den store fest går under kælenavnet il festino, den lille fest: Den er blevet holdt siden 1600-tallet : Dengang byen endelig blev udfriet af en pest epidemi takket være den hellige Rosalia, siger datidens historikere, sikkert ledet til den rette konklusion af Romerkirken.
Fra den dag blev Santa Rosalia den foretrukne helgen i Palermo. Og sådan har det været siden 1624, da man begyndte denne tradition med den lange procession og den store fest til ære for helgeninden Santa Rosalia.

Denne varme aften midt i juli genspejler symbolsk Siciliens og sicilianernes evindelige håb om en bedre fremtid I vores globaliserede tider kan denne fest virke upassende, med ældgamle mønstre. En contraddizione, en selvmodsigelse, men de ægte palermitanere ser i denne fest og i den hellige Rosalia håbet om en bedre tid, en bedre livsmåde en befrielse fra verdens ondskab. Og det, som Pino ikke har sagt har Salvatore De Giorgi, ærkebiskoppen i Palermo sagt, netop i anledning af denne sidste festino: Sicilien skal have en bedre fremtid uden mafia. På samme måde som Santa Rosalia i sin tid helbredte byen for pesten, tilføjede den modige ærkebiskop, bliver Palermo og Sicilien forhåbentligt helbredt for Mafiaen..

Ærkebiskoppens modige tale er et yderlige tegn på de nye tider på Sicilien.
For ca 400 år siden havde Den katolske Kirke med den omstridte Pave Urban den ottende fra den mægtige Barberini familie, opfundet en række nye helgener og klenodier der kunne styrke kirkens indflydelse. De upartiske historikere er mildest talt lidt i tvivl om de mange mirakler der blev proklamerede under Urban den ottende.
I dag har Kirken ikke brug for nye mirakler og deltager aktivt på det sociale plan for at forbedre borgernes vilkår på Sicilien og det øvrige Italien.
I mange tilfælde kommer religionen i anden række. Bare man har troen. Derfor betyder Festino betyder utroligt meget for palermitanere. Her og i dag kan de ytre sig, sige hvad de vil, alle de ting de ikke har turdet gøre eller sige de andre dage. De kan råbe og skrige ned med de onde og bifalde råbet. Måske er der ikke meget helligt og religiøst ved det. Det minder mere om en hedensk fest og det er det sådan set også nærmest. Et af underholdnings indslagene ved festen i år var en musical forestilling, nok med en religiøs baggrund , men meget mere i stil med de amerikanske musicals. Opera og etnisk musik sammen for glæde de gamle og de unge. Og midt i det hele i den lange kortege lyder pludselige spontane bifald.....

Så er jeg i tvivl om det her er en religiøs fest, eller en anledning til at bryde mønsteret , en slags karneval. Festen er stor, musikken er behagelig, alle forretningerne har åben og restauranterne har fuldt hus. Overalt glade smilende omend lidt trætte mennesker.
Blandingen af tro og overtro er tydeligt til stede. Alle palerminaterne er på deres vis troende. Alle har deres personlige måde at tro, alle sætter lid til deres personlige måde at tro på og håber.

Alle håber, og selv om er der tale om ca. 300.000 mennesker på gaden, håber alle hver for sig. Festino er et led mellem nutiden og de mange fortidsminder repræsenteret af hovedbyen Palermo med sit opland, hvor der bor knapt en million mennesker. Men der er mange, og mange af dem er fattige, set med fremmede øjne.
Man skulle tro ved første blik, at de kvarterer nede ved havnen, som ligner sydafrikanske skurbyer, var ruinområder fra Anden Verdenskrig, som stadig ikke er ryddet op. Men det er ikke helt korrekt. Nutiden siger at Palermos slumkvarterer saneres gradvis. Hvis nogle bor der er det ofte fordi de vil med rette opnå sociale fordele, som fx.en almennyttige bolig. Ja der findes stadig fattige og professionelle tiggere. Men Palermo og Sicilien er i stor forandring.
Nutidige Sicilien fjerner sig gradvis fra de gamle klicheer på samme måde som Palermo restaurerer de gamle forfaldne boliger, som måske ville havne i spekulanternes hænder, men er dog igen et tegn på moderne tider, som i hele verden. Men tråden med fortiden mærkes igennem ved festen for Santa Rosalia.
Har man oplevet og overlevet il festino, festen for Santa Rosalia kan man bedre forstå Sicilien. Man kan forstå, at sicilianeren i tusindvis år altid har været under en eller anden dominans, hvad enten det var grækere eller normannerne eller også franske bourboner.
Håbet om bedre tider er indgroet i sicilianernes hverdag..
Jeg har lært lidt af den sicilianske dialekt. I dette antikke sprog findes der ikke fremtidsform i verberne. Enten fortid eller nutiden. Man skal tale italiensk for at bruge futuro, fremtid. Sicilianerne lever altid i nutiden. Fremtiden er et håb man ikke nævner, men hemmeligt håber.
Det er ligegyldigt hvor langvejs fra man kommer . Man forstår straks, at det man ser i Palermo hører ikke alene til det nuværende Sicilien, en omstridt del af den italienske stat, men til verdens historie.
Det mente Goethe og Wagner også.. Goethe skrev, at Sicilien var den endelige belønning som datidens kultur- rejsende fik for at være taget på ” grand tour”, den rejse som romantikerne i 1800-tallet absolut skulle på for at berige deres sjæl.
I dag behøver man ikke at være en romantiker men bare have en realistisk holdning for at opleve Sicilien. Romantikken kan man finde her på stedet.

Italien fik en flot vinhøst.
Denne artikel blev bragt i Børsen fredag d. 1. oktober 2004.

De italienske vinbønder melder om en god vinhøst i stil med de gode år i 1990'erne. Flot kvalitet og tilfredsstillende mængder kendetegner den italienske vinhøst 2004.

For første gang i mange år tangerer de italienske vinbønder atter 50 mio. hektoliters grænsen, og de kunne mageligt fremstille hele 52 mio. hektoliter. Der er tale om en vækst på mindst 12 pct. i forhold til 2003.

Vinhøsten må ses som en enorm sejr i betragtning af, at kvaliteten generelt er langt over middel i samtlige regioner. Det ser ud til, at de sorte år er glemt. Og prisen? Stagnerende, hvis ikke dalende op til minus ni pct., meddeler Landbrugsinstituttet Ismea. Man har indtryk af, at både store og mindre producenter i Italien har forstået, at priserne for det færdige produkt har været lidt ude af kontrol i de sidste to år med følgende tab af konkurrencedygtighed. Tendensen til at producere topvine til toppriser tager gradvist af, og det ny motto synes at være: Gode vine til rimelig pris.

I år er der ikke tale om en tidlig vinhøst, som det har været tilfældet siden 2000. Nogle kalder den for en sen høst, men når det kommer til stykket, er den statistisk set en normal vinhøst til sædvanlig tid i takt med den geografiske beliggenhed, med de traditionelle kvantiteter og rigelig kvalitet til rimelig pris. Det betyder, at det har regnet, at solen har skinnet, og vinden blæste den rigtige vej, uden at druerne har være præget af unormale drivhuseffekter.

Sicilien tilbage
På Sicilien har det imidlertid regnet noget mere end sædvanligt. Det medførte, at vinhøsten har fundet sted et par uger senere - samtidig med fastlandet, men til gengæld er der tale om druer med stort lagringspotentiale, fortæller Baldo Palermo fra vinproducenten Donnafugata, en ledende virksomhed i den sicilianske vinindustri. Baldo Palermo siger, at vinene i år vil have en endnu mere elegant næse takket være den langsommelige modning. De røde får både den nødvendige totalsyre, tannin og alkoholstyrke for at kunne holde længere, end de plejer.

Sicilien byder på en høj kvalitet både med de hvide og de røde druer, med Nero d'Avola i spidsen. Men Sicilien har tabt føringen som den mest produktive region. Det er Veneto, der med sine over otte mio. hektoliter igen bliver Italiens største vinkælder. Venetos gavmilde vinmarker i dalene forventes også at levere en fin kvalitet.

Fint Baroloår
I Toscana regner man også med en stor årgang med mindst fire stjerner for de klassiske Chianti, Brunello di Montalcino og Nobile di Montapulciano. Man var ved høstens start lidt tøvende med hensyn til kvaliteten, da man så store regnbyger true. Men det gik godt med få undtagelser, og druerne i Toscana viser sig som sunde og godt strukturerede. Francesca Zaccheo fra producenten Carpineto er meget optimistisk. Druerne er fyldige og raske, i år vil de fleste Chiantier have en god ligevægt mellem duft, alkohol og syre, siger Zaccheo, der forventer en fremragende årgang.

Succesårgang nødvendig
Hvis vinbønderne i Toscana på det nærmeste har haft optimale betingelser for en god årgang, så har vinavlerne i Piemonte haft det mindst lige så godt. Man begynder uden tøven at tale om en udmærket Barolo årgang 2004. Nebiolo-druen lover en god, måske super årgang, hvis vejret holder høsten ud. Druerne lover en vin med solid struktur, krop, sukkerindhold og aroma. Om der skal bruges fire eller fem stjerner, bliver et spørgsmål der først kan besvares til februar 2005, når den unge vin kan smages.

Italien har hårdt brug for en god årgang, for konkurrencen fra de ny vinlande, der eksporterer i dollar, lader sig mærke. Eksporten af italiensk vin er generelt faldet i årets første otte måneder undtaget markederne i USA og Tyskland.

Men i USA blev den traditionelle italienske føring overtaget af Australien, mens eksporten til Tyskland godt nok er steget, hvad kvantitet angår, men prisen er den samme som året før.

Hvis de sidste dage af september ikke har svigtet, vil vinhøsten i det ganske Italien således resultere i de nævnte 50 mio. hektoliter. Tallet plejer at blive rettet et par måneder efter vinhøsten, navnlig når man kender omfanget af den mindre husholdningsproduktion til vinbøndernes eget forbrug.

Alt i alt kan man konkludere, at denne gode, sunde og måske historiske vinhøst kan blive den store hjælp, som behøves for at rette op på mange ting i den italienske vinverden.

Italienerne elsker at spise, og de elsker at spise godt.
Bragt på DR P1 Hør dette klip på www.dr.dk

Den gode mad, den sunde mad, der inkluderer den gode vin, det er ifølge den italienske kultur en af de højeste prioriteringer, som netop pynter på livets kvalitet.
Det er en afgørende del af den legendariske livsstil, der styrker klicheen eller myten om italienerne som store livsnydere.
Man kan godt herunder tilføje, at gode mad det kan alle lide, også udenfor Italien.

Men italienerne elsker ikke blot den gode mad, de elsker at lave mad, fordi at lave mad i Italien er ensbetydende med at skabe en af livets glæder, at glæde familien og de nærmeste medmennesker.
I andre lande laver man ofte mad bare for at overleve.
Der er åbenbart forskellige livs filosofier. Måske er den gode mad en god synd i Italien, netop i en kultur hvor man heldigvis altid kan skrifte bagefter.

At synde i de nordiske kulturer er en lidt alvorligere sag. Det er en kendsgerning.
I virkelighed behøver man ikke at gøre sig de store filosofiske spekulationer for at drage denne konklusion. Man skal bare tænke på Karen Blixens Babettes gæstebud. Karen Blixen stillede to kulturer front mod hinanden. Hvor for de mange norske gæster virkede franske Babettes mad som en åbenbaring, trods de mange tanker om synd de havde gjort sig inden de satte sig til bords. Babettes gæsters henrykkelse efter den foruddannede fordom er lig med de to ekstreme fortolkninger af hvad maden kan betyde. Nydelse og synd.

Dog. Vi er mange, der synes at vi i vores gamle Europa begynder at harmonisere også på det plan.

Begejstringen er ægte, som Babettes gæsters, forskellen her er at gæsterne er selv med i processen, der er med til at lave maden. De er danske kursister på et harmoniserede og harmonisk madkursus holdt i Italien, i Toscana.
Det kunne betyde, at udenfor i Italien har man forstået, at madlavningen kan få en højere prioritering i hverdagen.

I de senere år har alle forstået hvor vigtig mad -og vin kulturen er. De gamle ordsprog tager sjældent fejl. Et af dem siger at vi er hvad vi spiser. Og herunder kunne man starte en lang filosofisk debat. Er italienerne så livsglade og temperamentsfulde fordi de spiser pasta og lignende?
Er englænderne lidt reserverede fordi de har i så mange år hundreder spist porridge? Lever italienerne længst i verden ( sammen med japanerne) fordi de drikker rød vin med fornuft? Det er måske ikke langt fra sandheden, som nylige videnskabelige undersøgelser bekræfter. Man kunne for nyligt læse resultater af dybtgående undersøgelser foretaget af erfarne forskere, der gør ikke andet end videnskabeligt at bekræfte hvad vore gamle vinbønder altid har vidst.
For eksempel: hvad er godt for at sænke blodtrykket? Rå løg, der også hjælper på prostata. Hvad er godt for at hæve det lave blodtryk, lakridsrødder? Afhjælpe Blod mangel: vin og spinat. Det lyder som naturmedicin. Og det er det også, hvis man spiser den ideelle middelhavskost, og det smager oven i købet godt. Så godt, at man placerer det italienske køkken som et af de populæreste i verden, hvis ikke det populæreste. Alle de store internationale mesterkokke henter inspirationen i Italien, så kalder de det de vil, fusion, global, opdaterede antikke, river cafeer, rustik....

Det er måske derfor at også danske madguruer som Camilla Plum, har holdt madkurs i selskab med dansk italieneren Helle Poulsen i Toscana, hvor råvarer, kultur og renæssancen giver den store inspiration...

Den italienske madkultur er ellers ikke baseret på et køkken, men er historisk set en sammensætning af mange regionale køkkener, idet Italien, efter det romerske kejserriges fald, i de følgende århundreder blev opdelt i mange mindre stater med forskellige kulturelle indflydelser.
Da Italien politisk og kulturelt genopstår i 1400-tallet med Renæssancen kan der tales om forskellige køkkener. Det køkken som de aristokratiske familier havde udviklet både i Firenze og i vigtige byer som fx Rom, Venedig , der havde rødder i den oldromerske madkultur og om det folkelige køkken baseret på enkle og fattige ingredienser. Det italienske køkken man kender i dag er således en vellykket sammensætning af de to historiske køkkener, det rige med fx de forfinede kødretter og det fattige baseret på supper af grøntsager, bælgfrugter og kornprodukter og med fantasi og kærlighed som vigtige ingredienser.
Fælles, i dag , for alle regionale køkkener er pastaen i forskellige udformninger. Pasta betyder slet og ret dej. Legenden om pasten er meget varieret og får mange fortolkninger.
Allerede den legendariske romerske gastronom Coelius Apicius i omkr. Året 30 E.K. brugte et helt kapitel i sin bog De re coquinaria om lagana, faktisk friturestegte pasta strimler krydret med sovse eller honning og peber, som kan minde om den nutidige lasagne.
Men pastaen i Italien er ikke blot en ret, men er snarere en uundværlig råvare i tusindvis versioner.

Men den gode mad er heldigvis blevet en af de høje prioriteringer på EUS officielle plan. EU har netop oprettet et fødevarer agentur, med bopæl i Parma, der skal overvåge råvarernes kvalitet. Og det er ikke et sammentræf at agenturen bliver placeret i en by som Parma med store gastronomiske traditioner.
Bare man nævner Parma- skinke eller parmigiano ost, så forstår hvad Parma står for.. Udover agenturet er der i Parma i dag en gastronomisk universitet, ledet af den velkendte italienske kok, musiker og madguru Gualtiero Marchesi. Når Marchesi taler om mad beskriver han det på en sådan vis at man næsten kan se, dufte og smage det han skildrer. For Marchesi er opskrifter og madlavningen som et musik partitur. Han siger billedligt at der jo også er forskel på hvordan man spiller violin. Man skal øve sig godt for at spille den godt.

For Marchesi ligger det italienske køkkens lykke i de forskellige regioners traditioner, der forskellige klimaer, de forskellige råvarer og den basale madlavnings teknik som de fleste italienere er i besiddelse af for at fremstille de mest simple ting, som kan blive de bedste. Det lyder som en kritik mod globaliseringen af madlavningen. Pudsigt nok. Synes Camilla Plum sige det samme, selv om de aldrig har mødt hinanden.

Det kan alle blive enige om. Harmoniserings proces er i fuld gang i vores europæiske kultur, som vores EU politikere og ideologer måske aldrig havde drømt om. Processen er mest effektiv og markant netop på det meste primitiv-elementære plan, nemlig mad. I Italien synes mange at landet er den største bidrager til denne proces med sine traditioner, sin form for livsnydelse, for de sundeste råvarer og de vigtigste ingredienser : god tid, fantasi og kærlighed, amore.

Civita d’Antino i en kunsthole Abruzzo
Bragt på DR P1 Hør dette klip på www.dr.dk

Der findes en lille bjergby i Italien ved navn Civita d’Antino. Denne by ligger ca. 120 km øst for Rom i den smukke, barske region der hedder Abruzzo. Man kan roligt sige at denne landsby ligger i fredelige omgivelser. Hvis man ser bort fra nogle TV antenner så er tiden er gået i stå.

Udsigten mod de omkredsende bjerg der topper i 2000 meter er mildest talt imponerende. Landskaberne varierer fra hver vinkel når man ser sig omkring. Lyset er stærkt selv ved en overskyet himmel. Og det var også det der trak den danske kunstmaler Kristian Zarhtmann hertil, til Civita d’Antino hvor han kom for første gang i 1883. Byen blev med ham og hans elever et mekka for danske malere der elskede at skildre italiensk folkeliv og landskaber i slutningen af 1800-tallet helt til 1912. Her tilbragte de mange lyserige somre. Og her foran det stenhus, Casa Cerroni, der var Zahrtmanns bolig og atelier kan man læse to mindetavler. Det ene opsat af det lokale byråd i 1932 med tak og ros til Cristiano Zarhtmann, insigne pittore danese, enestående dansk maler, der betragtede Civita d’Antino som sin anden fødeby og forkyndte byens skønheder i sine vidunderlige malerier. Og den anden tavle er dansk og man kan man læse: Kristian Zahrtmann født i Rønne i 1843 død i København i 1917, æresborger i Civita d’Antino, hans fødeby satte dette i 1959.

Disse to tavler kender selv børnene i den lokale grundskole, som ligger lidt længere nede i dalen. Ja fordi Civita d’Antino er en typisk lilleput bjergby by i Abruzzo , med kun 1000 indbyggere, hvoraf de fleste er nu flyttet ned på sletten. Alle Skolebørn i Pero de Santi, her i dalen under Civita kender historien om de danske malere selv om det kniber lidt med at huske navnene. Men lille Lucia kan sige en hel del om de danske malere.

Den 9 årige Lucia er nok klassens kvikke elev. Skole lærerinder håber på at Lucia og alle de andre børn ville kunne beholde byens historiske minde og sende den videre. Zahrtmann var ikke blot en enestående kunstner men også et højt respekteret og vellidt menneske, som respekterede de lokale beboere og ikke mindst deres daglige bestræbelser for at overleve. Zarhtmann vidste hvor hårdt de havde og hjalp de fattige så meget han kunne, fortæller lærerinden Donatella:

Donatella som har fået det fortalt af sine forældre og nok bedsteforældre. Overleveringen siger, at Zarhtmann var næsten altid klædet i hvidt tøj , altid smilende og hilste på alle, både borgmesteren og byens fattigste familie. Og da han mødte en gris på under sin daglige vandringtur sagde han: Buon giorno Signor maiale. Goddag den herre svin, hilste han, ikke for at drille, men nok fordi han vidste hvor vigtigt og hårdt det var at avle et svin i en bjergby præget af værdig fattigdom. I dag er situationen i Civita d’Antino og i hele regionen Abruzzo langt bedre, naturligvis. Den økonomiske udvikling har været markant i de sidste 50 år. At køre fra Rom til disse kanter tager det ca. halvanden time, der er både motorveje og ny landeveje med tunneler i stribevis, der helt uden respekt men ganske effektivt borer hul i bjergene i fremskridtets navn.

Zarhtman og de andre brugte op til flere dage med rejsen , og det sidste stykke på muldyr var ikke altid en fornøjelse. Dog. Det er byer som Civita, i dag halvt glemt men stadig levende der beholder hukommelsen og den gamle kultur næsten intakt og viser kontinuiteten mellem den gamle og det nye Abruzzo.

Solen i Civita d’Antino fødes og i Civita dør, siger de gamle i Civita. Om sommer er der lys faktisk hele dagen. Mon det var dette specielle lys som Zahrtmann og hans elever , blandt andre skagensmaleren Krøyer fandt her. Hvis man ikke har mulighed for a tkomme til Abruzzo kan man se dette lys i Zahrtmanns og Krøyers malerier fra Civita d’Antino, som findes pè mange forskellige lokale museer i DK blandt andet Rønnes Museum og i København på den Hircshprungske Samling. Vejen til Abruzzo er måske lidt lang. Abruzzo ligger langt væk og afsides, plejer man at sige. Men langt fra hvad ? Et mundheld fra Civita d’Antino siger langt væk fra de to have, men den østlige del af Abruzzo når helt til Adriaterhavet. I midten ligger Appenninerne bjerg kæden. Aburzzo er et utroligt varieret og inspirerende område. Uden store verdens byer men med en forhistorie og historie der kan fylde bogreoler. Natur og kultur ligger aldrig langt væk. Men naturen og kulturen herfra er mindre kendt. Abruzzoens historie er ældre end Rom, plejer man at sige. Og det passer. Brutii-det oprindelige folkefærd herfra var romernes værdige og strenge modstandere før kejsernes tid. Brutii gav navn området dets navn , Abrutrium og i dag Abruzzo. Hele regionen er spækket med forhistoriske og romersk fund. Alle her er stolte af det, som den lille flittige Lucia kan berette om det: Lucia fortæller om Alba Fucens , en by, bestående i dag af smukke ruiner som en gang var en blomstrende romersk koloni. Den blev opført i det fjerde århundrede før vor tid. Arkæologerne er helt vilde med Alba Fucens. Her har man fundet bl.a. en 2300 år gammel statue af Hercules, som nu kan beses pè det arkæologiske museum i Chieti, i den anden ende af Abruzzoen, side om side med et af de smukke statuer der er berømt i hele Italien, nemlig den 3000 år gamle kriger fra Capestrano, fra dengang Rom kun var en by beboet af fårehyrder.

Nu er det Abruzzo der er kendt for sine hyrder. En del af den lokale kultur er baseret på hyrdernes lange bjergtur for at finde de bedre græsgange til deres får. De vandrende hyrder bragte ikke blot ost og får omkring med sig men også nyheder og fortællinger fra den ene dal til den anden.

Det gode ved Abruzzons kultur er, at folkesange og endda folkedanse er stadig meget populære og til byfester synges der og danses de gamle danse . Andre steder er det intellektuelle forskere der samler og vedligeholder de folkelige traditioner. Her I Abruzzo er der en kulturel kontinuitet i tiden som mange misunder. Og hvis man spørger skole elever og lærere hvad Abruzzoen er berømt for, så svarer de uden tøven for deres mad traditioner.

Abruzzeserne er yderst stolte af deres madkultur, for dem den bedste i verden, naturligvis. Madskole fra Teramo er en milepæl i Italiens madkultur. Det er også en kendt sag at Abruzzoen er en stor leverandør af kokke til de romerske restauranter. De kunne udnytte de ydmyge råvarer og omdanne dem til de bedste retter. Lærinden Donataella byder på den folkelige pizza ricresciuta,og forklarer.

Det er et påskebrød fyldt med rosiner, kandiseret frugt og krydret med anis . Det var langsommeligt at forberede for det skulle hæve flere gange, så det blev sat til at hæve i sengen under tæpperne hvor der også stod fyrfade , og til sidst blev det endeligt bagt i stenovnen. I dag er pizza ricresciuta lige så god som før, selv om fyrfade ikke bruges længere. Abruzzeserne kan leve med få simple ting og de opgiver aldrig. Det gjorde de eller ikke i 1915, da et kraftigt jordskælv ødelagde den vestlige del af regionen. Katastrofen ramte Civita d’Antino, som blev næsten totalt ødelagt. Få huse overlevede. Casa Cerroni, hvor de danske malere havde opholdt sig , stod jordskælvet igennem næsten helt intakt, med alle sine freskomalerier malet af de danske kunstnere. Et mirakel, sagde man her.. Casa Cerroni risikerer imidlertid at gå til på grund af menneskelig sjusk. Ejerne kan eller vil ikke restaurere. Det offentlige instans vil heller ikke gribe ind. Og denne særlig forbindelse mellem Italien og Danmark risikerer at svinde væk. Håbet kommer fra børnene fra skolen, lærer og børn håber at de får et museum på Casa Cerroni

Og hvad kan man forlange mere af skolebørn fra Abruzzoen? Mere kulturel kan man ikke være.