Mit Rom

Mit Rom er brunt og grønt...

Verdens største teater, hvor alt er sket før, hvor alt kan ske igen - alt sammen omkranset af den 18 km lange bymur.

Mit Rom er brunt og grønt. Brunt som bymurene, grønt som de vilde buskadser, der slynger sig om ruinerne, når de ikke bliver vedligeholdt i et stykke tid. Jeg har med årene opdaget, at det er de samme farver og det samme Rom, som de danske malere fra Guldalderen opdagede for et par århundreder siden. William Mastrand var enestående til at skildre dette rom. Kejser Aurelians bymur er for mig symbolet på dette rom. En majestætisk advarsel om hvad der venter besøgende: Noget stort, gammelt og nyt, evigt. Den 18 km lange bymur er kulisserne for verdens største teater, hvor alt er sket før, hvor alt kan ske igen.

De gamle romeres mad

Hvis man er i Rom og går en tur fra byporten Porta Latina ned mod Porta Metronia kan man se det mest intakte stykke af Kejser Aurelians bymur, opført i 270 e.Kr. På et hjørne i den tredje bastion fra Porta Latina kan den opmærksomme vandrer se et mindre hul, nærmest en hule, der godt en meter fra jorden går helt op til toppen af muren. Det er skorstenen til en ovn.

Nogle Arkæologer siger, at den blev brugt af en bager til at bage brød og andet godt, dog i middelalderen, da muren blev brugt som støtte til at bygge alt muligt op af: her var torve, værtshuse, bordeller. Andre og mere kedelige arkæologer siger, at det var en slags affalds skakt. Men det er bestemt en skorsten, det kan enhver gammel dreng fra kvarteret der er blevet sodet til efter at være kravlet op i den, i tider før man begyndte at lege med play stations, bekræfte.

Med en god dosis fantasi kan man næsten lugte sig frem til brødet der blev bagt deri for nogle århundreder tilbage i tiden.

For hvad spiste de gamle romere mon?

Ved denne skorsten bagte man sikkert ikke det kostbare panis candidus det hvide brød. Det der blev bagt var nok en secundarius et anden sorterings brød, afhængigt af melkvaliteten, eller også panis miltaris, som soldaterne og de mindre bemidlede spiste, som var mørkt og kompakt, antagelig i stil med rugbrød.

De herlige honningkager, som patriciere og borgere spiste blev sikkert ikke bagt her.

Alle spiste polta, eller puls en blanding af bælgfrugter, løg og farina, mel af en antik kornsort, “il farro “, spelt, som er stadig er populær i Rom.

Ved skorsten blev der sikkert lavet mad til de mindre bemidlede: Plebejere..

De spiste fåreost og alle de billigste grøntsager, samt en masse frugt, især friske eller tørrede figner afhængigt af årstiden. De typer kød, der var mest yndede var, svin, ged, lam. Gæs og høns var reserveret de bedre stilllede, fordi de gav æg som alle romerne elskede. For ikke at nævne det eftertragte vildsvinekød.

De andre, cives romani, de ægte romerske borgere, levede godt. De drak og spiste naturligvis, men ikke helt på samme måde som man gør i dag i Rom. Plebejere spiste noget som vi i dag ville kalde grønt, groft og sundt, dog kun fordi de ikke havde råd til meget andet. Fisk var dog for alle, både fra havet og fra floden. Fisk var også basis for den universelle, meget yndede sovs som romerne brugte til alting, nemlig garum.

Det var en sovs lavet af alle mulige fisk (med udgangspunkt i den lille fisk, garus) som marinerede i mindst en måned, med salt, vineddike, urter og krydderier.Den fra siede væske var Garum og den blev brugt til at spise til kød, fisk, grøntsager og endda i frugtkompotter. De forskellige typer af garum blev klassificeret i takt med den type fisk man brugte. Den bedste var garum nigrum, sort sovs. Det der blev tilbage efter den eftertragtede væske kaldtes allec, og slaverne spiste det som pålæg på deres brød.

Måske på det brød som blev bagt i ovnen med den lange skorsten ved den tredje bastion fra Porta Latina.

Etruskerne og Rom

Der altid noget man skal absolut se i Rom, plejer man at sige. Fx Lupa Capitolina på Musei Capitolini. Den er i følge leveringen et etruskisk værk fra 6.århundrede f.Kr., men nyere metal-analyser peger på en støbning fra 1400-tallet med store skuffelse for de ægte romere. Debatten er stadig varm og fører tilbage til etruskernes oprindelse.

Etruskernes oprindelse er et omstridt spørgsmål. Ældre historikere mente, at etruskerne var kommet sejlende fra Lilleasien. Dionysius mente imidlertid, at de var indfødte med italiensk kultur. Foruden deres sproglige og kulturelle særpræg havde etruskerne især kendskab til fire ting, som var ukendte for den øvrige italienske befolkning: udvinding og smedning af jern, byggeteknik (også mht. begravelsesskikke), guldsmedekunst og vindyrkning.

De etruskiske søfolk og handelsmænd slog sig ned ved den tyrrhenske kyst og begyndte at udvinde jernmalm på øen Elba og importere keramik, glas og sølvarbejder. Den hellenistiske kultur med det græske overherredømme til søs førte til en åbning af etruskerriget. Skibe sejlede til Korint med honning, guld og bronzestatuetter og vendte tilbage til Etrurien med parfume og malede amforaer til vin.

Det vides, at etruskerne i 8.-4. årh. f.Kr. havde et forbund af 12 bysamfund i det centrale Italien. Et sammenstød med den voksende romerstat var uundgåeligt. Moderne forskere mener, at den etruskiske indflydelse i Italien nåede sit højdepunkt i 540 f.Kr. efter sø-slaget ved Sardonio. De etruskiske territorier strakte sig fra Adria ved det nuværende Venedig og helt ned til Marcina syd for Salerno.

Dette territorium omfattede derfor også Rom. Hvordan? Krig eller alliance? De romerske patriotiske historikere har tilpasset sandheden til Roms fremtidige storhed, men Rom blev sikkert erobret og stod under de etruskiske kongers ledelse til år 510 f.Kr. Den sidste konge var Tarquinius den Hovmodige, kendt for sin grusomhed. Romernes sammensværgelse mod Tarquinius var anført af den legendariske Lucius Junius Brutus. Oprøret gjorde en ende på tarquiner-dynastiet, og Brutus lod romerne sværge, at de aldrig mere ville tåle en konge i Rom.

På det tidspunkt begyndte Rom at blomstre med et velorganiseret socialt klassesamfund, hvilket førte til Republikken. Konfrontationen med etruskerne var imidlertid ikke forbi, men den romerske sejr ved Veji, i dag Veio, 406 f.Kr., der lå blot 30 km nord for Rom, regnes for et historisk vendepunkt. Etruskerne blev fortrængt af romere, gallere, volksere, latinere samt grækere og kartagere. Skønt etruskisk og latin eksisterede side om side, blev etruskisk kultur gradvis udslettet og området omdannet til en velordnet romersk provins.

De gamle og de nye romere

En gammel romer, helst gladiator, er hvad de romerske skolebørn kunne tænke sig at lege med deres historiske fantasi. Den evige by kan ellers byde på mange forskellige epoker. Middelalderlige tårn, renæssance- paladser, eller barokkens triumf.
Men de fleste ender med at prioritere det antikke Rom, selv om der er ikke er så meget at se hvis ikke man bruger fantasi, eller måske netop derfor.
Paradoksalt nok er der uhyre mange ting fra dengang, som er stadig aktuelle.
I dag er den indre by tiltider spærret for biltrafikken. Man kunne tro, at det er fremskridt -og teknologiens skyld.

Den første, der imidlertid spærrede den indre by for lastvogn- og karreer trafik var Julius Cæsar i omkr. 55 f.Kr. Byen havde den gang ca.1 mio. indbyggere. Den indre bys planlægning bestod af en blanding af patricernes villaer omringet af insulaae, de tæt befolket boligkomplekser, hvor gaderne var smalle gyder. Tre fjerdedele af romere boede på insulae.

Julius Cæsar og senere Augustus tillod lastvognene cirkulere men ikke før solnedgangen, til stor raseri for de menige borgerne, der ikke kunne sove fro den store trafiklarm.

I dag kan den menige bilist- ikke boende i den indre by, først køre i den indre by efter kl.19. Er man ikke menig, men særpræget, så som parlamentarikere, eller høj funktionærer så kan man køre med særlig tilladelse. Præcist som man gjorde for et par tusinde år siden, da patricierne og embedsmænd havde lov til det samme.

Der er altid været undtagelser og særlige tilfælde i Rom.
Når man ser på de nutidige romerske barer og moderne enoteca , winebar så er det ikke andet en gentagelse af den gamle model for taberna, værtshus der kommer igen og igen.
Det kan man selv konstatere ved at se via biberatica ( se side..) ved Forum Trajanum , som faktisk var en shoppinggade spækket med forskellige barer.
Taberna var respektabel nok, navnlig for en kort pause. Ved disken sad kunderne, der kunne vælge de faste drikkevarer samt dagens ret tilbud til en mellemmad. Der var også en afdelingen for børnene, der fulgte deres mødre på indkøbsturene. De fik frugtsaften mens mødrene snakkede og sladrede.

Lidt farligere var den gang caupona, en proletar kro hvor alt kunne ske. Man kunne få dagens ret, en billig vin, en usikker overnatning men man skulle passe godt på sin marsupium, pengepung, som pludseligt kunne blive væk. Ikke fordi tingene ser meget anderledes ud i dag. Nok er værtshusene mere sikre, men pengene kan blive nemt væk, også på en legitim måde, med de priser de romerske restauranter har i dag.

De romerske patricier gik normalt ikke på taberna. De spiste hjemme. Maden var snarere et udtryk for deres magt og deres livsstil. Hele arrangement havde en instruktør med et kæmpe ansvar, for mad, vin og servering. Han kaldtes ikke mindre end stratega. En rolle som i dag er overtaget af en god tjener eller en toastmaster.

De samme roller kam i dag ved en bryllupsmiddag hos det pænere borgerskab i Rom.
Gæsterne startede med at smage en gustatio, som vi ville i dag kalde aperitif og forretter. Så fulgte prima coena, bestående af fisk, kød og grøntsager. Det tredje led var altera coena, bestående af stegt kød, navnlig vildt. Endelig kom secundae mensae, som vi i dag ville kalde dessert bord, med frisk frugt, tørrede frugt, honningkager akkompagneret af likør og aromatiserede vine.

Dem, der i dag oplever en romersk bryllupsfest med mindst 14 retter kan måske ikke tale latin men har indtaget de same kolossale mængder af mad og vin.
Så var der i det gamle Rom underholdningen i forskellige former, som at sige faktisk som i dag, med undtagelsen af gladiatorlege, der foregik på amfiteater så som Coloseum.

Det kunne være cirkus, med musiker og akrobater, Teater med komedier og tragedier..) så var der stadium med hesteløbene og vildt begejstrede tilskuere. I den kejserlige tid var Domtitians stadium det mest populære i den indre by. Den var hyggeligere med sine små 30.000 pladser end den enorme Circus Maximus, der kunne huse 300.000.

De nutidige romere og turisterne, der de hygger sig på Piazza Navona, opført på Domitians stadium, er ikke de første der nyder den særlige stemning. Det er også derfor at en by bliver evig.

Sette Chiese

Når man er i Rom, så skal man gøre, som romerne gør.

Mange nutidige romere kender Via delle Sette Chiese, De Syv Kirkers Vej, men det er kun ganske få, der ved, hvad det betyder.

Denne via snoede sig engang som den længste i Rom. Det var vejen mellem de syv vigtige oldkristne kirker, som den flittige romeo, pilgrim, der kom til Rom, burde følge for at få sin pilgrimsfærd kronet på den rette måde og for også derved at få syndsforladelse. I de senere år er det igen blevet populært at følge denne rute - ikke blot for moderne pilgrimme, men også for nysgerrige udenlandske besøgende. Det bliver sikkert højaktuelt op til Romerkirkens jubelår i år 2000. I dag er der kun en lille strækning tilbage af den oprindelige Via delle Sette Chiese, den der går fra San Paolo til San Sebastiano.

Det var Oratorianerordenens grundlægger Filippo Neri, der i 1540 genoptog ideen med denne pilgrimsvandring, og som selv gik i spidsen for kolossale processioner fulgt af tusindvis af troende. Før ham var det middelalderforfatteren Francesco Petrarca (1304?74), der havde skildret, hvad en pilgrim burde se blandt de hellige klenodier i Rom for at få både en oplevelse af det oldkristne Roms vigtigste helligsteder og syndsforladelse. Dette kunne kaldes en retfærdig belønning for dem, der overhovedet turde rejse til Rom på Petrarcas tid. Alene det at nå til Rom var i middelalderen et mirakel, for rejsen var en farefuld færd med både røverier og baghold som risiko. Der er ingen statistik fra dengang, men det var efter sigende få, der nåede helt uskadte frem til den hellige by. Derfra stammer den pavelige tradition med at give syndsforladelse til dem, der når til Peterskirken (dengang ved Lateranet). Derfra stammer også det folkelige romerske begreb "pellegrino", pilgrim, der betyder et naivt menneske, som er let at narre.

Filippo Neri var på sin egen tid ikke velanskrevet hos den romerske kurie. Ikke alene havde han ingen gejstlig uddannelse, men var også en udadvendt type, der dyrkede musik og sang; opfordrede folk til at nyde livet i Guds navn og ikke pines i Guds navn. På hans rute og besøg i de syv valfartskirker var der indlagt ophold ved antikke monumenter og værtshuse, der også bød på sang og musik. Måske en model for den moderne turist. Den hellige Filippos pilgrimstur blev målt til 16 romerske mil, ca. 24 km, og blev til en tradition, som den individuelle besøgende klarede til fods på en dag, mens processionerne med tusindvis af pilgrimme gjorde turen på to dage.

Nutidens biltrafik gør Filippo Neris model meget besværlig, for en del af vejene eksisterer ikke mere. Den oprindelige rutes stationer var: San Pietro, San Paolo fuori le Mura, San Sebastiano, San Giovanni, Santa Croce, San Lorenzo og Santa Maria Maggiore.

En rituel spisepause fandt sted i parken ved Santa Maria in Vallicella, i dag Villa Celimontana på Celio højen. En tur på knæ op ad Scala Santa hørte også med til traditionen. San Filippo Neris model for pilgrimsprocessioner fortsatte helt til 1870, hvor den nye, verdslige, italienske stat opfattede turene som tumultagtige korteger med flere tusinde mennesker inden og uden for byen og fik dem undertrykt.

I dag kan den moderne pilgrim gå eller køre frit i byen og finde spisesteder og barer ved enhver valfartskirke.

Diruendi og aedifficandi - Rive ned og bygge op

"Quid non fecerunt barbari fecerunt Barberini" (Det, barbarerne ikke gjorde, har Barberinierne gjort).

Sådan sagde man i Rom om fyrste? og paveslægten Barberini, der i 1600-tallet blev berømt og berygtet for at have skræddersyet en del af Rom til sig selv og for hensynsløst at have revet antikkens monumenter ned. Men mundheldet passer også ganske godt på andre paver og diktatorer med lyst til diruendi og aedificandi (at rive ned og bygge op igen) - for at indskrive deres navn i den evige stads historie.

Det Rom, vi ser i dag, er i hvert fald ikke den samme evige stad, som Genserik og Karl 5. hærgede og plyndrede i 455 og 1527, eller som historikere og romantikere så i 1700- og 1800-tallet, og den er slet ikke den samme, som Mussolini nåede frem til efter sin march i 1922. Det Rom, vi ser i dag, er den mest fantastiske og på sin vis absurde kombination af byplanlægning, barbarisk hærgen, ildebrande og ombygninger i nyere tid.

Den sidste radikale ændring i den indre by skete under fascismen. Den brede vej, der i dag forener Piazza Venezia og Colosseum - Via dei Fori Imperiali - eksisterede ikke før 1932. Mussolini lavede vejgennemføringen for at skabe en synlig forbindelse mellem sit eget residenspalads fra renæssancen og antikkens Colosseum, mellem nutid og fortid. Denne iscenesættelse af nationen, historien og diktatoren gennemførtes ved nedrivning af et tæt bebygget middelalderkvarter.

Fra 1931 til 1936 hærgede fascismens arkitekter Piacentini og Muñoz Rom, hvorved en del af det middelalderlige Rom gik tabt. Når Mussolini ønskede at mindes det antikke Rom, er det parallelt med pavernes tidligere ønsker om at fremhæve de kristnes Rom. Marmor og travertin fra Romerrigets (hedenske) templer og monumenter blev i århundreder brugt til opførelsen af kristne kirker og de adelige familiers paladser.

Mange paver brillerede på godt og ondt med diruendi og aedificandi. Pave Gregor 7. bliver ikke alene husket for at have ydmyget den tysk-romerske kejser ved Canossa, men også for en kolossal ildebrand i 1085, påsat af hans allierede Roberto il Guiscardo. Ødelæggelserne efter branden var af samme omfang som efter den under kejser Nero i år 64. Gregor 7. måtte flygte fra romerne, der ville lynche ham.

Alexander 6. gjorde sig i 1400-tallet uheldigt bemærket ved at lade Romulus' formodede gravmæle rive ned. Urban 8. Barberini brillerede i 1600-tallet ved bl.a. at omstøbe broncebeklædningen i Pantheons forhal til kanoner. Der er imidlertid også paver, som huskes med taknemmelighed for at have givet Rom pragtfulde renæssance? og barokbygninger, en fornuftig planlægning samt den geometriske form, som byen inden for Aurelians Bymur sine steder har. Her kan man tænke på den såkaldte "gåsefod", der planlagdes som et storstilet gadegennembrud af paverne Leo 10. og Clemens 7. Gåsefoden udgøres af gaderne Ripettaen, Corsoen og Babuinoen, der alle stråler ud fra Piazza del Popolo. En imponerende indgang til byen for den besøgende fra nord.

Italienerne, der "erobrede" Rom efter 1870, havde også deres del i diruendi og aedificandi. De stod fx for den omstridte forstærkning af Tiberens bredder, som skete på bekostning af de mange karakteristiske huse, små fisketorve, gamle kirker og småborge ved flodbredden. Til gengæld undgik man siden da de ødelæggende oversvømmelser.

Det Rom, vi møder i dag, er et resultat af alle disse forandringer. Men det kunne have set helt anderledes ud, hvis paver, konger og diktatorer havde prioriteret udgravningerne og byplanlægningen anderledes.

Peterskirkens opførelse - det evige byggeri

Når romerne vil udtrykke, at noget varer i det uendelige, så siger de, at det varer som fabbrica di San Pietro, Peterskirkens opførelse - påbegyndt af tipoldefaderen til den, der så kirken blive indviet.

"Fabrikkens" (byggeentreprisens) historie er i og for sig en lang roman. Overleveringen henlægger korsfæstelsen af apostlen Peter år 67 til Neros Circus, der lå på Ager Vaticanus. Efter henrettelsen tog disciplene hans lig ned fra korset og begravede det på Vatikanhøjen ved siden af en påbegyndt gravplads.

Fra første færd synes der at have været kult om graven. Kejser Konstantin tilsluttede sig kristendommen og rejste en værdig kirke på Kristi stedfortræders grav for på den måde at fejre den ny alliance.

Konstantins basilika blev indviet 326 af pave Silvester 1. og var efter tidens forhold en vældig bygning med kolonnade, og den var placeret således, at højalteret blev anbragt direkte over apostlens grav. Denne kirke var den første med et klokketårn. Den stod i 1100 år. Spændende rester kan ses i Sacre Grotte Vaticane.

Pave Nikolaus 5. besluttede 1452 at restaurere den gamle og nu faldefærdige kirke, hvilket krævede nedrivning af nogle dele af den. Hermed begyndte faktisk opførelsen af Peterskirken - der kom til at strække sig over ca. halvandet århundrede.

I 1503 blev den energiske og ambitiøse kardinal Della Rovere valgt som pave Julius 2. Han ville rive den gamle Konstantin?basilika helt ned og bygge en ny kirke på stedet for at skabe kristendommens største tempel. Julius 2. overdrog arbejdet til arkitekten Donato Bramante. Bramantes plan var et pantheon over et kors, altså en klassisk kuppel og en kirke formet som et græsk kors, hvor armene er lige lange. Paven blev begejstret for planen, og man tog fat på byggeriet i 1506 i takt med den omstridte nedrivning af Konstantins basilika, hvilket gav Bramante øgenavnet Maestro ruinante, den ødelæggende mester.

Efter Julius 2.s og Bramantes død blev arbejdet overdraget til Rafael og Giuliano da Sangallo, der ønskede at bygge kirken som et latinsk kors med én lang arm, helt afvigende fra Bramantes idé med kuplen som det centrale. Rafael døde i 1520, og andre arkitekter kom til uden tilsyneladende at få skred i byggeriet.

Antonio da Sangallo d. Yngre blev kirkens arkitekt i 1537 og fortsatte til sin død i 1548. Så kom turen til Michelangelo, der i en alder af 72 år blev chefarkitekt. Michelangelo havde hadet Bramante af et godt hjerte, men var alligevel klar over, at dennes plan var rigtig. "Den, der afviger fra Bramantes plan, afviger fra sandheden", skrev han. Ideen med det græske kors skulle altså gennemføres, men kuplen ændredes i retning af Brunelleschis kuppel over domkirken i Firenze. Kuplen blev kronet af en tambur - en cylinder med vinduer, der kaster lys ind i kirken.

Michelangelo døde i 1564 uden at se den endelige opførelse af den store kuppel, som blev fuldendt af Giacomo della Porta i 1572. Vignola udstyrede kirken med to mindre kuppeltårne i 1589. Med Sixtus 5. fik kirken på ny en viljefast bygherre, som overdrog arbejdet til Carlo Fontana og Giacomo della Porta.

Det skulle gå stærkt, og i 1605 manglede stort set kun facaden af den kirke, som Bramante og Michelangelo havde tænkt sig. Men så gik det galt. Paul 5. overdrog det til Carlo Maderno at udbygge kirken som et latinsk kors med et langt hovedskib med tre kapeller i hver side. Det var også Maderno, der i 1626 afsluttede byggeriet med den nuværende barokfacade, hvilket medførte, at man fra selve Peterspladsen ikke kan se kirkens virkelige storhed eller den majestætiske kuppel over korset. Kirkerummets indvendige udsmykning skyldes en række mindre kendte kunstnere, men afsluttedes i løbet af 1600?tallet af Gian Lorenzo Berninis stort tænkte og virkningsfulde værker.

Den nye kirke blev indviet den 18. nov. 1626 på 1300?års?dagen for indvielsen af Konstantins basilika, af Urban 8., den sidste - og ikke mest populære - pave i Fabbrica di San Pietros hidtidige historie.

Den nyeste imponerede restaurering endte i september 1999 under Pave Paul Johannes 2. Facaden fik den oprindelige lyse farve og en ny glans. Begivenheden blev fejret med en enestående barok koncert med musik og fyrværkeri, som ikke havde mage til i Vatikanets historie..