Udvalgte italienske vine

Tidlig vinhøst 2007

Endnu en tidlig vinhøst, men en god årgang for den italienske vin. Det bliver den tidligste i de sidste 30 år, meddeler Landbrugs Instituttet Ismea.
Man vil i øvrigt snart ikke længere tale om tidlig og fremskyndt vinhøsten, da dette har gentaget sig år på år siden 1999.
I år skyldes det den hedebølge der har ramt det meste af Italien siden april og, med undtagelsen af en regnfuld juni, har fremskyndet vinhøsten i samtlige regioner i Italien. Navnlig i Nord-og Mellemitalien hvor de hvide druer blev plukket tre uger før normalt.
Hvis de sidste uger i september ikke svigter vil vinhøsten i det ganske Italien atter tangere de 50 mio. hektoliter, dvs ca 5 pct mindre end i 2006, en årgang som huskes for den generelle gode kvalitet og tilfredsstillende mængder.

Den fremskyndte vinhøst har skabt problemer med arbejdskraften i Mellemitalien.
Det var ikke nemt at finde folk der til at høste druer midt i august, mens den italienske industriferie traditionelt falder og de fleste holder deres sommerferie. Mange fornemme producenter, der normalt udelukkende bruger kyndige drueplukkere måtte i år bøje sig og mange steder nøjes med studenter eller indvandrere. Dette vil sikkert snart friste producenterne til at fremme brugen af høstmaskiner, som i Italien ikke er særligt udbredt. Dette bliver bekræftet af Antonio Zaccheo, der ejer Carpineto Vinforetagende med vigtige vin så som Nobile og Chianti fra Toscana. Zaccheo har investeret i de dyre høstmaskiner, og benytter dem på de marker der er plane nok til at det er muligt at bruge dem.

Det besynderlige klima er imidlertid et nyt vigtigt element i vinproduktionen, understreger Zaccheo, og takket være høstmaskinerne lykkedes det faktisk at høste med meget kort eller næsten ingen varsel når vejet og druen er klar. De nye maskiner garanterer den gode kvalitet, slutter Zaccheo. Hans forudsigelse for Vinhøsten i Toscana peger på en firestjernede årgang(ud af fem) og en 10 pct mindre kvantitet.

Producenterne fra Apulien (Puglia) har stort set samme overbevisning, men er lidt bekymret for reservevinene, der risikerer at få et meget højt alkoholindhold. Den meget varme august måned har i nogle tilfælde udtørret druerne, givet dem en høj alkoholstyrke, men derimod ikke den oplagte struktur til lagring. Det medfører at man vil kunne glæde sig til stærke primitivo og salento der skal drikkes som unge vine.

På Sicilien er man i år mere forsigtig med forudsigelserne. Paradoksalt nok har Sicilien haft mere regn end forventet, men måske i de forkerte måneder. Det vil medføre en mindre kvantitet, op til 30 pct mindre i Trapanis provins, som er Siciliens største vindistrikt. Her er der ikke tale om forudsigelser, men facts fordi vinhøsten for hvidvinen er overstået i de fleste distrikter, mens man er i gang med de blå druer til rødvin, fortæller man fra Fortagenet Firriato som er kendt for sine Nero d’Avola vine som dog lover en fantastisk kvalitet, som kunne tangere fem stjerner efter lagringen.
Den udbredte kontrollerede betegnelse Sicilia DOC melder om en fantastisk most/vin, fuld af aromaer og dufte. Varmen og vinstokkenes alder (10 år i de fleste tilfælde ) har givet druerne den oplagte konsistens til en rolig vinifikation, så forbrugeren atter i vinen kommer til at opleve øens varme og aroma.
Familien Rallo fra den store vinfirma Donnafugata, fortæller igen om en vellykket natlige vinhøst, der altid fanger den internationale fagpresses interesse.

Rapporterne fra det centrale Italien er også positive. Det gælder i høj grad Frascati vinen.
Danilo Notarnicola fra foretagende San Marco, der står for over 2 mio flasker, er meget tilfreds med perspektiverne. Her er der kun tale om ganske få dages tidligere høst. Frascati vinen lover en udmærket årgang. Vulkanjorden hvor druerne gror i Frascati har ikke lidt under varmen som i Mellemitalien. Markerne med vinstokkene ligger gennemsnitlige i en højde på 400 m. Frascati klarer altså varmen, siger Notarnicola som glæder sig til at smage sin økologiske vin Racemo, produceret på den lille kønne vingård L’Olivella, hvor druerne i år har nået en optimal alder for den frugtrige smag.

Situationen i Norditalien er beroligende efter alarmen i Juli måneden. Her er vinhøsten nok den tidligste i de sidste 40 år pga den uventede varme i foråret. Kvantiteten i Piemonte vil dog blot være 5-10 pct mindre end i 2006. Kvaliteten er oplagt til de nye rødvine, der ikke kræver særlig lang modning. Muskat- vin høsten er faktisk overstået og man kan glæde sig til en frisk Moscato d’Asti af den fineste kvalitet.
Priserne for den italienske vin? Et godt spørgsmål, svarer alle producenterne. Den mindre kvantitet vil imidlertid ikke medføre prisstigninger. Konkurrencen er for skarp. Priserne vil altså forblive stabile.

Siciliens vin

Sicilien er den syvende største ” vinnation” i verden, siger de stolte sicilianske vinavlere uden omsvøb. Men Sicilien er ikke nogen selvstændig nation, selv om øen producerer omkr. lige så meget vin som Australien, med ca 8 mio hektoliter om året.
At Sicilien nu vil være en førende ”vinnation” fremgik meget tydeligt under det nylige møde Sicilia madre mediterranea,(Sicilien Middelhavets moder).

Sicilien har været moder til de fleste landbrugsprodukter, der fra Middelhavet har udvidet til den ganske verden med vinen i spidsen, uden at glemme blandt andet mandler, safran og appelsinerne, som araberne udviklede her.
For 3000 år siden var det fønikerne, fulgt af grækerne, der på Sicilien fandt den oplagte jordbund til deres vinstokke. Det samme kan man sige i dag, idet den sicilianske vin oplever en genfødsel.
”Der er ikke tale om renæssance, men om en veritabel genfødsel, med nye og gamle druer der gror side om side, med nye teknikker, med en stor videnskabelig research, med ny vilje.” siger Dario Cartabellotta, Regionen Sicilien, til Børsen.
Cartabellotta , som er agronom, står for et omfattende projekt der vil lancere den sicilianske vin med nye solide baser, fra forskningsinstitutter der selekterer de bedste og virus-fri druer til de avancerede nye vinblandinger..” Det sker med et par tusinde års forsinkelse, men nu er vi der”.
Hvis andre vin nationer har kunnet producere og sælge vin med jordbund og mikroklima, som er efter vores mening langt under den sicilianske standard må vi kunne gøre det meget bedre, siger de nye sicilianske producenter.
Den sicilianske vin genfødsel er ikke baseret på tomme slagord men på konkrete handlinger.
Hvis man ser på tallene fra de senere år er det Sicilien, sammen med Apulien, den italienske region, der registrerer den største stigning i vineksport. Og der er ikke alene tale om de ny og let forståelige vine med tilgængelige pris men også om de nye vine, med større ambitioner, de såkaldte top wines.
For 10 år siden betegnedes kun to pct. af den sicilianske produktion som kvalitets vine. I dag er der tale om 17-20 pct. af den samlede produktion. Ikke sådan at forstå at den øvrige 80 pct. ikke har kvalitet, men den har endnu ikke en bestemt betegnelsen. Selv de store kooperativer, der anklages for at producere ligegyldige vine er begyndt at ændre deres projekter. For 30 år siden havde Sicilien 400.000 hektarer med vinmarker. I dag har man halveret dem, og mange vinbønder har fortrudt at have solgt deres vinkvoter til andre italienske regioner.

Derfor har regionen stoppet salget af vinkvoter til andre regioner, som sradigt er lovligt- inden den snarlige EUs direktiv.
I årevis er den sicilianske vin blevet sejlet væk fra øen om bord på tankeskibe som bulk vin, som emigranterne gjorde, med det mål at styrke og berige de andres vine, ligesom emigranterne berigede de andre nationer.
I dag rejser vinen i business class og med skræddersy tøj.
Sicilien havde alt det der skal til for at lave en god vin: jordbund, klima, druer, med ressourcer man ikke kunne eller ikke ville udnytte det pga ad indih´klede socialpolitiske årsager.

De nye teknikker har revalueret de allerfleste af de ”autoctoni” druer, dvs de lokale vindruer, så som fx den røde nero d’avola og de hvide grillo og inzolia.
Genfødselen er startet for ca. tolv år siden, siger Giovanni Rallo, formand for Vinforetagende Donnafugata. ” Vi har investeret i de nye teknologier, og har faktisk plantet de fleste af vores vinmarker forfra”.
Man havde altid troet at solen var den vigtigste ingrediens i vinlavning. Nu ved man at solen kan give en meget sukkerig drue, dvs. alkohol, men vinen kan følgelig savne en stabil struktur.
Afgørende var indførelsen af den termokontrollerede drue gæring , understreger Giovanni Rallo. Deres historiske vinkælder har i dag fået et surrealistisk udseende med hundredårige arkader halvvejs dækket med moderne afkølings anlæg for at tæmme vinfermentationen. Rallo er også kendt for den natlige vinhøst i september, så at druerne ikke starter deres fermentations proces under solen.
Andre producenter, som fx Fazio Wines har omplantet vinmarker med den ny teknik der tillader en forsvarlig maskinel vinhøst. For ikke at tale om Calatrasi foretagende, hvis udstyr, både til fermentationen og til lagringen, anses som det mest moderne i hele Italien.
Resultatet er, at mange vine herfra er på vej mod perfektionen.
Sicilianerne har ikke åbnet sig til de andre i århundreder. De var stolte og forfængelige, som man kan læse i den legendariske roman Gattorpardo, Leoparden, der skildrer sicilianernes resolutte karakter.
Det var den gang. I dag er sicilianerne mere åbne. Og det gælder også vinen. Den stolte drue nero d’avola, også kaldt calabrese, kan opnå fantastiske resultater i kombination med ”udenlandske druer” så som cabernet sauvignon eller merlot.
Den traditionelle hvide inzolia kan blive til en yderst fornem vin, blandet med chardonnay eller/og sauvignon , endda med en kort lagring i små træfade, som producenten Aiello gør.
Den hvide drue grillo kan blive med de nye selektioner til en super selvstændig hvidvin, som den 230 år gamle vinselskab Hopps har eksperimenteret. Hopps er ellers kendt for den udødelige Marsala vin, side om side med den renommerede Florio, der trives i byen Marsala.
Men den røde Nero d’Avola kan idag også vinificeres i purezza, helt alene, takket være den omhyggelig selektion og den kontrollerede fermentation, som selskaberne Gulfi og Rudini gør. Det sidste er et kooperativ selskab, der bekræfter ,at man på Sicilien kan lave en fortræffelig vin af rimelig kvalitet til tilgængelig pris.
Det store plus som mange vinkendere overser når de taler om den sicilianske vin er dog den gastronomi som kan akkompagnere disse vine. Meget få vinnationer kan hamle op med det etablerede fornemme og fornyede sicilianske køkken. Men det er også en anden historie.

Frascati

For 35 år siden var de kendteste italienske vine i verden den røde Chianti fra Toscana og den hvide Frascati fra området omkring Rom. Mange troede oven i købet, at Italien ikke producerede andet end de to stereotyper af vin. Det var Chianti og Frascatis held og ulykke.

Det kendte logo medførte uforklarlige mirakler med hensyn til kvantiteter på bekostning af kvalitet. Både Chianti og Frascati fik et smæk på deres prestige.

I dag er det helt anderledes. Chianti er for længst kommet over problemerne. I dag er der tale om syv forskellige typer Chianti, hvoraf Chianti Classico, med den sorte hane som logo er den populæreste.

Frascati har også vundet sin krig om kvalitet og sælger ægte DOC Frascati som aldrig før. Man taler faktisk om Frascatis Renæssance.

Men det er ikke nok for Frascatis- vin- Konsortiet, de beskytter vinen Frascati. De 21 foretagender, der tapper denne vin vil ikke finde sig at noget billigt hvid sprøjt sælges med deres fornemme betegnelse, som det er sket før.

Om en måned vil konsortiet selv kunne kontrollere, at alle dem, der har fået lov til at flaske Frascati vin uden for distriktet kun bruger vinen herfra.

En stor sejr i vinverden, efter nederlaget der i 1999 atter tillod de store vinforetagender at flaske vin med DOC betegnelsen, udenfor det oprindelige produktions område.

Vinforetagenders lobby havde vundet og en stor en gros producent kan stadig tappe Frascati vin fx i Verona, 500 km langt væk fra Frascati, forudsat at vinen kommer fra Frascati, forhåbentlig uden mirakler undervejs.

Konsortiet vil virke som en selvstændig myndighed og vil kunne gribe ind hvis vinen ikke overholder produktions normer.

Det vil sikkert medføre at den billige Frascati tappet i Norditalien vil blive dyrere for den udenlandske kunde men forhåbentlig bedre. Og det ville være synd andet. Fordi meget få kender i virkelighed den ægte Frascati.

Konsortiet garanterer for 20 mio. Flasker, hvor af 75 pct. sælges til udlandet. Udover det er desværre en masse løse vin, der sælges under navn Frascati som ikke er det, navnlig i Rom for de uvidende turister. Det er nedværdigende for Frascati fordi mange besøgende tror, at Frascati er den ligegyldige vin i den karakteristiske karaffel de har smagt på Trattoria.

Den ægte Frascati er en frisk livlig vin med både struktur og en fængende duft, en blid og resolut smag med en karakteristik blid eftersmag. Konsortiet vil gøre mere og har selv reduceret ydelsen pr hektar far 15000 til 13000 kilo. Det betyder mindre kvantitet men er sikrere kvalitet.

Frascati er stadig romernes yndligs vin. Men det er ikke mange der ved hvad de drikker. De gamle romere drak Tusculum (Frascati) nok ikke helt den samme type vin. For et par tusinde år siden var det meget moderne at tilsætte vinen honning eller koncentreret most eller også havvand. Den autoritære, men samtidig sobre Kejser Augustus rasede mod vin der var for alkoholholdig eller for krydret.

De gamle romere drak imidlertid meget en vin kaldt Falernum, der blev lavet af den meget populære druersort Greco. Nogle historikere vil absolut genkende den gamle Greco i nutidens malvasia , druesorten som er basis for Frascati vinen sammen med trebbiano , men det nok lidt langt ude. Frascati har altid været den romerske aristokrati og pavernes vin.

Man må ikke glemme , at ved den daværende Frascati (Tusculum) boede i det tredieårhunderede før Kristi Marcus Porcius Cato , der udover at være en streng konsul , var en lærd vindyrker. Cato var kendt ,og huskes af de der har læst latin,for sætningen; Chartago delenda est, i øvrigt mener jeg at Chartago burde ødelægges.

Han blev født 214 f. Kr. Og for 21 århundreder siden skildrede han den måde vinstokkerne skal dyrkes og vine skal laves. Han tegnede den gang en vin presse der har været en model i næsten to tusinde år, il Torchio di Catone. Og eftersom han var også den strenge censor, gik det hele i spand. At presse blev ensbetydende med at torturere. Men Frascati er alt andet end tortur.

Frascati DOC

Frascati er en af de mest kendte italienske hvidvine. Denne vin laves af gode og bedre producenter i et af de største vindistrikt i hele Italien med ca. 2.620 hektarer. Nogle stolte romere siger, at Frascati er den mest kendte italienske hvidvin i mands minde, men det er en overdrivelse. Om ikke andet har Frascati dog til alle tider været romernes yndligsvin.

Frascati DOC 1963 Produktionsområde : I Frascati, Monteporzio og andre tre kommuner i Roms provins Produktionsnormer : største udbytte for hektar : 154.000 kg druer- Største vinudbytte 65% pct.	Bianco
Druer	Malvasia del Lazio og candia- trebbiano- bonvino- bellone
Udseende	Lysegul
Druer	Malvasia del Lazio og candia- trebbiano- bonvino- bellone
Næse	Karakteristisk sart, fløjlagtig, frugtrig
Smag	Blød, aldrig helt tør
Mindst alkohol indhold	11 pct.- Superiore 11,5
Lagringstid	½ år
Drikkes optimalt	Ung
Serveringstemperatur	12-14 grader C
Gastronomi	Forretter - romerkse pastaretter

Etablerede producenter: Villa Simone, Castel de Paolis, Cantine Sanmarco, Zandotti, Casal Marchese, Villafranca, Racemo Olivella. Pallavicini, Volpetti

Et godt køb: Sanmarco, Fontana Candida, Femar, Villa Simone.

Note: med samme druer produceres:

Frascati Cannellino er Frascatis søde version, og det skyldes en kortere modnings proces der beholder sødmen. Alkoholprocenten er på mindst 10,5.Serveringstemperatur: kælderkold 12 pct. Oplagt til de romerske søde tærter.

Frascati Spumante: er frisk og gavmild mousserende, alkohol indhold 11 pct.

Frascati Novello: er endnu ikke en pålidelig vin

Frascati Ambile: en klassik halvtør vin, min alkohol indhold 10,5

Etablerede producenter: Villa Simone, Zandotti- Casal Marchese,. L'Olivella.

Et godt køb: Sanmarco, Fontana Candida.

Italiensk vin på toppen

De højeste vinmarker i Europa findes i den mindste italienske landsdel, nemlig Valle d'Aosta i Aosta-dalen.
Herfra kommer også Helvedets vin, som Paven synes om



Vinmarker i 1.200 meters højde. Det lyder som blot et kuriosum, men der er meget mere bag det. Et beskyttet mikroklima og en gavmild jordbund samt de nye teknologier er opskriften, der i de senere år har gjort vinene herfra til en ny begivenhed i den italienske vinverden. Vinene er desuden bare en af de utrolig mange perler, som denne alpin region med rette kan bryste sig med.

Man fristes til at tro, at Valle d'Aosta blot er en forlængelse af Piemonte eller også en pendant til Frankrig, men kommer man på den tanke, er det bedre ikke at lufte den her, det frarådes at sige det højt på stedet. Det ville folk ikke synes om.

Her er folk meget stolte af deres udstrakte selvstyre som de opnåede allerede i 1948 og har stået som en fredelig model i de europæiske lande med etniske mindretals problemer. Valle d'Aosta har altid været en del af Italien med historiske rødder, der står præcist og meget fast lige imellem Italien og Frankrig. Sproget? Samtlige 120.000 indbyggere taler perfekt italiensk og de allerfleste taler patois, som er et romansk-provencalsk sprog, tættere på det nuværende fransk.

Gastronomi og sport

Selve dalen er omringet af Europas højeste bjerg, nemlig Monte Bianco 4810 m, samt Monte Rosa og Cervino (Matterhorn). Vintersports elskere finder her alt, hvad de ønsker, også sommerski på Plateau Rosa (3500 m) højsletten. Det samme gør sommerens bjergvandrere der har et stort udvalg af grønne græsgange og flotte middelalderlige borge at nå frem til på bjergtoppene. For ikke at forglemme en anden kategori af mange besøgende, der kommer hertil for at prøve lykken i Italiens mest besøgte spillekasino, nemlig i Saint Vincent, der ligger i en malerisk kant af dalen.

Alle disse vidt forskellige sportsgrene kan dyrkes, og i pauserne er der tid til at gøre opdagelser blandt de lokale vine og de spændende madretter. Ping pong mellem de gastronomiske specialiteter og vinene er et udmærket motiv til at besøge Valle d'Aosta.

Det er imponerende, at et vinter skiparadis, kendt for sine elitære skibyer som Cervinia og Courmayer, hvor der også kan opleves gletscher-skiing, samtidig er et overraskende vinområde. Det medfører, at man faktisk kan vandre, eller køre fascinerede ture, der tangerer vinmarker i 1200 m højde, og i baggrunden nyde synet af Mont Blancs evige sne. Det kan man f.eks. gøre, hvis man besøger Morges et La Salle. Et fantastisk område og ligeledes stedet, hvor der dyrkes en spændene hvidvin, der netop får navnet Blanc de Morges et La Salle.

Fra Augustus tid

Vinen er lavet på den drue, som man i dalen er mest stolt af, nemlig prie blanc, der er en af de 13 originale vinstokke fra dalen. Vinhistorikerne skriver, at druen ligefrem er en klon af de vinstokke, som romerne indførte her i det første århundrede i vor tid, da Kejser Augustus erobrede området og anlagde sin by Augusta (i dag Aosta), som sidste bastion mod gallerne på den anden side af alperne.

Vinstokken ser sart ud, men er sej nok til at klare vinterkulde, og resultatet er en vin med en delikat vinsmag med en vedvarende friskhed, der både minder om de høje græsgange og om den evige sne.

Denne vin, hvis styrke kan nå op til 12 pct. alkohol, er en oplagt aperitif-vin, men er også perfekt med en ørred, hvad enten den er fisket her eller andetsteds.

Helvedet i Arvier

Ganske få km fra La Salle ligger Arvier med vinmarker, der ligger mellem 800 og 1000 meters højde. Her produceres en af dalens mest omtalte rødvine, Enfer d'Arvier, som bogstaveligt talt betyder helvedet i Arvier. Navnet hentyder til, at vinmarkerne, beliggende i et stort naturligt amfiteater, der om sommeren kan blive varmt varmt som helvede, og ikke mindst til de strabadser vinbønderne skal igennem for at dyrke vinen på terrasser i et bjergområde.

Vinen er lavet på den lokale petit rouge drue i kombination med andre røde druer, som f.eks. pinot noir og dolcetto. Petit rouge er den røde pendant til prie blanc som giver en af dalens yndlingsvine.

Pavens foretrukne

Vinen fik styrket sit renomme, da Paven stadig var i fuld vigør og regelmæssigt besøgte Valle d'Aosta. Han elskede både bjergvandringer og vine, og denne vin var hans fortrukne. Dalens historiesamling citerer Paven for at sige, at »helvede måtte ikke være så ringe endda, når vinene er så gode«. Siden da har det været svært at skaffe en af de 30.000 flasker, der snart vil blive 50.000, da produktionen er stigende.

Helvedets vin er en fornøjelse for alle sanser både for sin intense farve, den fine bouquet og den krydrede duft af bjergblomster, den tørre smag og den let bitre eftersmag. Vinen kan bruges til dalens dejlige oste, hvoraf Fontina er den mest kendte. Den er også god til vinterspisen polenta concia. Det er den klassiske polenta-ret (majsgrød), lavet af groftmalet majs dyrket her i højderne, rørt op med bjergsmør blandet med lokal ost serveret med svampesovs, som regel af Karl Johansvampe.

Fontina osten som er lavet på komælk fra de høje græsgange er meget velrenommeret. Den er i godt selskab med f.eks. Fromazdo Val d'Aosta, som er en herlig komælks ost, blandet med gedemælk. Helt specielt er Saulignon, en ricotta ost blandet med salt og chilipeber, en af de oste, der fremmer en naturlig vintørst, som de lokale vine kan slukke. Nus Rouge er er netop vinen, der måske passer bedst til en smagsprøve af de lokale oste. Den er lavet på de lokale røde druer (mest petit rouge) og beriget med pinot noir. Den minder om græsgange og skovbær, men er tør med god tannin til at opveje de stærke oste.

En kødprodukt, der er nået ud over dalens grænser, er motsetta, som er okseinderlår krydret med dalens vilde krydderurter, let saltet, tørret og lagret et par måneder. Dalens beboere brugte kødet meget i de kolde vinterdage. I dag er motsetta blevet en efterspurgt delikatesse. Motsetta kræver sin vin, der kan være den røde Nus Rouge en herlig drueblanding af vien de nus, petit rouge og pinot noir. Smagen er tør og varm. Sammen med motsetta, Fontina ost og rugbrød med kastanjer er måltidet klart.

Vino Bianco

Man må aldrig spørge vinhandleren om vinen smager godt, lyder et gammelt italiensk ordsprog. Svaret er altid ja.

Men den moderne version op til sommeren kunne så være, at alle hvidvinene smager herligt når hedebølgen er på sit hedeste.

Salget af italiensk hvidvin både i Italien og på det internationale marked har netop haft et godt opsving efter et par års nedtur, melder Ente Vini , Den italienske Institut i Siena.

Det skyldes dels den sæsonprægede fald af rødvinens salg i sommer månederne men generelt en bedre kvalitet af nye hvidvine i samtlige vinregioner.

Vino Bianco, har i århundrederne den traditionelle lette vin, som hver vinbonde med respekt for sig dyrkede på sin lille udstykkede jord til hjemmebrugen.

Man måtte aldrig spørge vedkommende på hvilken druer vinens var lavet på.

Nogle kunne turde svare med trebbiano og malvasia i Mellemitalien, nok lidt garganega i Veneto og norditalien, inzolia og alcamo på Sicilien samt en række uspecificerede lokale druer.

Traditionelt har de menige italienere købt denne type vin med stor glæde i deres udflugter på landet, navnlig om sommer og alle var glade for den momsfrie handel. Om så vinen var lidt syrlig efter et par dage gjorde det ikke så meget. Det var nok fordi den ikke kunne tåle transporten, sagde man.

Den tid er næsten forbi. Også de små vinbønder har efterhånden lært at lave en god hvidvin, som kan holde og mange tør tappe den i rigtige flasker, selv i små kvantiteter.

De ordentlige hvidvine sælges godt. Den har ikke de langtids lagrings investeringer, men den kræver lige så meget omsorg dom de lagrede rødvine.

De større vinproducenter plejer deres hvidvin med større omsorg. De dygtige ønologer bruger de mest avancerede vinifikations metoder og ofte med lagringen i små vintønder. For ikke at tale om anvendelse af de relativt ny druer i Italien, så som chardonnay og sauvignon , som nu findes over hele landet, fra den nordlige Veneto helt til Sicilien.

Resultatet er en ny hvidvins kultur med herlige vine som italienerne selv drikker og er begyndt at eksportere til hele verden.

Den mest eksporterede hvidvin i til USA var i 2001, hvor utroligt det end kan lyde, Pinot Grigio, fulgt af den festlige Asti Spumante. Men mange hvidvinen har fået en flot renæssance, herunder har de syditalienske vine nok fået den største fremgang.

Ved den sidste Vinitalys udstilling i Verona var det en hvid Alcamo fra Sicilien (Carta d’Oro 2001) der fik førstepræmien for de rolige hvidvine, fulgt af en lige så spændende Gewurz-traminer 2000 fra Sydtirol( Nussbaumerhof).

Nogle hvide forslag

Udvalget af en god italiensk hvidvin fra de forskellige regioner til en fornuftig pris i de varme sommeruger er enormt.

Man kan starte med klassiske Frascati, romernes yndligs vin, som findes i gode og bedre versioner. Racemo Olivella, Villa Simone er pålidelige navne.

Frascati er altid behagelig og aldrig helt tør. Den burde drikkes til en Frascatis kælders temperatur, dvs ca 12 grader. En Frascati tipico har en alkoholstyrke på 11,5 og kan tåles af voksne danskere uden problemer.

Italiens vinmarker er i dag fyldt med alle mulige chardonnay-druer. Herunder findes gode chardonnayer og langt bedre chardonnayer. Mange eksperter fraråder at plante chardonnays vinstokke syd for Napoli, stik modsat af hvad mange nye vinbønder gør.

De bedste chardonnayer laves af de pålidelige rødvin producenter, som fx Antinori, nok Italiens mest kendt producent, der i Umbrien laver sin velkendte Chardonnay della Sala, blid og elegant. Men også Carpineto, ellers kendt for sin produktion i Chianti området, laver en udmærket Farnito Chardonnay , med klasse, struktur og styrke(12,5 pct).

I Mellem Italien er Verdicchio i regionen Marche en af de klassiske hvidvine som kan gøre sommeren bedre. Herunder er producenten Garofoli, der står for de fineste udgaver af verdicchio, så som Podium, blid, intens med en fornem eftersmag, oplagt til en frisk aften eller en til fornem fiskesuppe ved stranden.

I samme område kam man også finde billigere versioner af Verdicchio, dog med et udmærket forhold pris/kvalitet, så som andels producenterne ACCM og Vinimar.

I Veneto er der nyformulerede vinproduktioner, som fx den gode Bianco di Custoza, som producenten Azienda Agricola Gorgo har drejet til fyldig behagelig saft rig med sommerduft, ved siden af de klassiske Soave ( fx den trofaste Pieropan og Ca’ del Monte) eller den enestående spumante Prosecco Vadobbiadene, ( fx Bisol).

Sommerens ny hit er den antikke vin Fiano i Campanien. Blid og behagelig med den klassisek honning duft, som den altid har været, men som nogle snobbede anmeldere netop har opdaget. Herunder er den store producent Feudi San Gregorio,der står for forkyndelsen af denne herlige vin, samt den lille men dygtige Antonio Caggiano. Et fornuftigt tilbud kommer også fra foretagendet Montesolae.

Propperne springer om sommeren. Bulkevins tid er på retur, selv i Italien.. Sidste år faldt salget af den løse hvidvin med 30 pct til fordel for de finere flasker. Med de traditionstro kunder opgiver ikke. Hvis man s man kender en pålidelig vinbonde, der laver en hjemmevin til sig selv og venner og kan oven i købet byde på en god helstegt pattegris med landbrød, så er besøget stadig umagen værd i hnehold til et adnet italiensk vin ordsprog, Vinen smager altid bedst på stedet.

Regionen Molise og dens vine

Andel i Italiens produktion: ca. 0,6

Denne lille region ønsker at have en identitet helt for sig selv og ikke blive forbundet med det nærliggende Abruzzo. Molise har nu tre distrikter med DOC betegnelse Biferno og den nye Pentro di Isernia. De ledende producenter er stadig Di Maio Norante og Cantine Borgo di Colloredo

1 - Biferno Rosso DOC 1983

Biferno distriktet fik først DOC betegnelse i 1983, men vinen er antik, siger folket herfra. Biferno har en del af fortjenesten for at gøre regionen kendt. Vinen har en fornyet uvaggio baseret på traditionelle druesorter som montepulciano og aglianico støttet af den hvide trebbiano. Kombinationen er stærk og med god struktur. Biferno er en rustik vin, der passer bedst til det rustikke køkken. Biferno har også en hvid og en rosato produktion.

2 - Molise DOC 1999

Den sidste betegnelse dækker hele regionen og spreder sig i 16 forskellige sottodenominazioni, som får navn fra hoveddruen. Herunder en koncis beskrivelse.

3 - Pentro di Isernia 1998

En vin di collina, fra bakkerne, som produceres i Isernias provins i tre typer: Bianco, Rosso, Rosato. Den mest udbredte er Rosso.

4 - IGT

Også denne lille region har nu sine første IGT'er.